Kyllingen i ny bog: Riis vidste at jeg dopede mig

Skrevet af admin

29/10/2013

Dagens topnyheder

Den danske holdejer Bjarne Riis vidste, at cykelrytteren Michael Rasmussen brugte doping i sin tid på Riis' cykelhold.

Det skriver Michael Rasmussen ifølge BT og Berlingske i sin nye biografi "Gul feber", hvor han fortæller, at Riis med egne øjne så ham tage doping og i øvrigt var vidende om, at der foregik udbredt doping med assistance fra holdets læger.

LÆS OGSÅ: Rasmussen: Rolf gav mig doping på hotelværelset

I bogen står der, at Riis overværede, at Rasmussen tog en sprøjte med det forbudte kortison-præparat synacthen under Giro d'Italia i 2002, hvor Rasmussen var hjælperytter for Tyler Hamilton.

- Jeg kom ind på doktor Piet De Moors hotelværelse, hvor også Bjarne Riis og Tyler befandt sig, skriver Michael Rasmussen ifølge BT i sin bog.

- Tyler havde lige fået et skud synacthen og tilbød mig at gøre ham selskab. Det ville jeg gerne. Bjarne havde ingen indvendinger. Det var jo også en 225 kilometer bjergetape, der ventede. Lægen gav mig 0,2 milliliter i skulderen, hævder Rasmussen.

LÆS OGSÅ: Anklage: Nicki Sørensen gravede doping ned i haven

Michael Rasmussen valgte tidligere på året at indrømme, at han har været dopet i stort set hele sin karriere - også i sin tid på Riis-mandskabet CSC-Tiscali i 2002.

Han har også valgt at samarbejde med de danske antidopingmyndigheder, der er i gang med at undersøge, hvorvidt man kan åbne en sag mod Riis.

I efteråret 2012 skrev Tyler Hamilton i sin bog "Det hemmelige løb", at det var Riis, der opfordrede ham til at prøve bloddoping og som introducerede ham til den berygtede spanske dopinglæge Eufemiano Fuentes.

Bjarne Riis har siden givet udtryk for, at han ikke kender Fuentes og har i øvrigt afvist alle beskyldninger.

Hamilton skrev dengang også, at personalet omkring CSC-mandskabet hjalp med at skjule doping for myndighederne og således var vidende om, hvad der foregik.

Michael Rasmussens bog udkommer på mandag.

/ritzau/