Frida og Jacob har droppet hus og job: Rejser verden rundt hver dag i en "husbil"

Skrevet af Kirstine Petersen

17/08/2016

Dagens topnyheder

Du vågner hver morgen og ved ikke, hvad dagen bringer. I nat hørte du nattens lyde helt tæt på, gennem væggen på en bil. Havde du åbnet vinduet, så du en klar stjernehimmel over dig. I morges trådte du ud på dugget græs eller en gruset parkeringsplads. Og her til formiddag skal du spise din morgenmad fra et minikøkken, der er indbygget i bagsmækken på den bil, der er dit hjem. Dit faste hjem. På hjul. Og uden internet. Kunne du leve sådan?

Det gør 29-årige Frida Ode og hendes 28-årige kæreste Jacob Ode. Faktisk er det deres store drøm, de er ved at udleve: De har istandsat en gammel bil og er i fuld gang med at rejse jorden rundt i den.

 

 

Det er over fem år siden, de havde fast job og bopæl i Sverige, hvor de kommer fra. Deres historie er en historie om kærlighed. Kærlighed til hinanden – den begyndte, da de mødte hinanden i New Zealand for over fem år siden. Og ikke mindst kærlighed til at rejse – det har de gjort lige siden. Sammen.

 

Parret har levet, arbejdet og rejst i mere end 20 lande de sidste fem år, herunder Uganda, Fillipinerne, Kina, Indonesien, New Zealand, Vietnam, Australien, Tyrkiet, Slovakiet og Polen. I foråret startede de på en ny “mission”: At rejse jorden rundt i deres bil.

- Vi bestemte os egentlig ikke for at gøre det, det blev bare sådan. Jacob har rejst meget med sin familie gennem sin opvækst, og for ham er det naturligt og sjovt. Frida voksede op uden at rejse. Hun fløj og var udenlands første gang, da hun var 21 år og blev bidt af det dér, fortæller parret til Dagens.dk. 

Seks måneders ferie om året
Frida og Jacob finansierer hverdagen som så mange andre: Ved at arbejde. Deres job er dog at “udforske tropiske koralhav” eller stå på diverse snebeklædte bjergsider - langt væk fra et skrivebord, og som ski- eller dykkerinstruktører dér, hvor mulighederne byder sig (blandt andet Canada, Australien, Thailand og Mexico). 

 

Jacob freelancer derudover som fotograf, men instruktørjobbene, der har taget nogle måneders uddannelse, er den største indtægtskilde.

 

 

De har med andre ord fuldkommen droppet at have et fast job eller en fast bopæl i Sverige, hvor de kommer fra, fordi der alligevel oftest er nemmere at finde et job i andre lande og samtidigt sparres rejsen frem og tilbage væk.

- Vi har en filosofi omkring vores forbrug af penge, og hvad der er værd at bruge dem på. Mange i Sverige, Norge og Danmark har et dyrt hus eller en lejlighed, de har forskellige abonnementer på internet, mobiltelefoni og tv. De køber ny bil, computer og telefon eller bruger pengene på sko, makeup og tøj. De har med andre ord mange udgifter og dyre, faste omkostninger. Vi har fjernet det hele og bruger i stedet pengene på at rejse og opleve verden. Det betyder så også, at vi ikke behøver at arbejde fuldtid, men at vi kan tage omkring seks måneders ferie om året for de penge, vi tjener, siger Frida til Dagens.dk.

Til gengæld har de købt sig en “husbil” – en gammel bil, som de selv har lavet om til noget, der minder om en autocamper med en seng, en række reoler og et avanceret minikøkken. Den skal de så rejse jorden rundt i.

(Artiklen fortsætter under billederne)

 

 

 

Du KAN gøre det samme
Gid jeg kunne gøre det samme, tænker du måske. Og dén sætning har Frida og Jacob hørt lidt for ofte til, at de kan tage den fuldkommen alvorligt. Hvorfor gør du det ikke bare?, lyder deres modsvar. De uddyber på deres blog

- Spørg dig selv, om det, du gør, gør dig lykkelig. Hvis svaret er nej, så spørg dig selv, hvorfor du gør det. Der opstår ikke et perfekt tidspunkt i dit liv, der indbyder til at du forandrer det. Du skaber selv tidspunktet.

 

I et interview med Dagens.dk uddyber parret, at det bedste, man vinder ved livsstilen, er friheden: 

- Uden tvivl friheden; ikke at have et sted, der binder os. Vi kan tage hvor hen i verden, vi vil, og arbejde hvor som helst. Hvis man siger, at man ønsker at arbejde med et bestemt job i en bestemt by, så er man ret begrænset. Hvis du i stedet siger, at du vil arbejde med noget, du kan lide et eller andet sted i verden, så er der langt flere muligheder. Vi har ikke været arbejdsløse de sidste fem år (vi har selvfølgelig valgt at holde fri, men vi har ikke været ufrivilligt arbejdsløse).

 

Omvendt så kniber det med at svare på spørgsmålet om, hvad det værste ved livsstilen er:

- Vi kan faktisk ikke komme i tanke om noget, vi synes er dårligt ved vores livsstil. Jeg tror, at mange vil føle sig utrygge uden fast job og egen bolig. Frihed kan på den måde måske også være noget negativt. At man har så mange muligheder og så meget frihed, at man “drukner i det”, siger Frida. 

Hun understreger derfor også, at deres livsstil ikke er for alle. Problemet for mange mennesker er til gengæld, at de ikke er tilfredse med deres liv, men samtidig undgår at gøre noget ved det. Her handler det om; at handle, mener hun.

- Vi vil derfor gerne vise, at der er et alternativ til den sædvanlige trommerum med universiteter, arbejdsplads, hus og at spare op til alderdommen, så man kan gå på pension og nyde livet som 65-årig. Der er andre måder at leve på. Det bliver desuden mere almindeligt, og flere vælger at leve, som vi gør.

På spørgsmålet om, hvorvidt de savner familien og omvendt, svarer de:

- I starten synes vores familier, at det var hårdt, at vi var så meget væk, men de har vænnet sig til det nu. Og så har vi i øvrigt også indset, at selvom mange bor i samme by som en selv, så mødes man ikke så ofte igen. De har deres eget liv og rutiner. Men når vi er hjemme mellem turene nu, så ses vi til gengæld intensivt og hænger ud hele tiden. Og selvfølgelig har vi masser af venner I Sverige, som vi savner, men vi har også venner over hele verden. Jeg savner fx vores venner i USA, Kina og Indonesien. Man kan bare ikke være overalt hele tiden. 

Verden er en slikskål
Nogle ville måske mene, at Frida og Jacob lever livet fra dag til dag og en kende usikkert og utrygt. Men rejselivet er hverken farligt eller utrygt og bestemt ikke mere end så mange andres hverdag og liv, forklarer parret.

- Verden er venligere og mere sikker, end mange tror. Næsten alle rundt om på kloden ønsker det samme: De ønsker at være venlige mod andre, de ønsker, at deres familier har det godt og føler sig sikre. De ønsker, at deres børn skal gå i skole og vokse op og få et godt liv. Så er der den lille procentdel, der kan være farlige, men de mennesker er overalt i verden, herunder i Sverige, Norge og i Danmark. At blive hjemme er ikke en løsning på problemerne, siger Frida.

Et fast job og et hus er desuden ikke nødvendigvis tryghed, men materielle ting, der kan mistes. Tryghed og følelsen af sikkerhed er derimod noget, man finder i sig selv og i de valg, man træffer, mener de to rejsende.

- For os er verden lidt ligesom en slikskål fyldt med forskelligt slik. At rejse er at smage de forskellige slags slik – og man vil altid finde stykker, man kan lige, og stykker man ikke kan lide. At leve i et land, er ligesom at smage på de forskellige stykker slik i skålen. Det kan være, du smager et stykke, du godt kan lide, men det kan jo også være, der er et stykke udenfor skålen, som smager meget bedre.

 

Hvad fremtiden bringer, ved de to unge stort set aldrig. Men de har ingen planer om at slå sig ned eller skifte livet i minibussen ud med en Volvo og et liv med ligusterhæk, villa og vovse i Skandinavien:

- Det er bestemt ikke en selvfølge, at vi skulle slå os ned i Sverige. Der er utroligt mange gode og vidunderlige steder i verden, og indtil nu har vi kun opdaget et par stykker – og der er så mange andre steder tilbage at opleve. Vi har fx aldrig været i Sydamerika, og det kunne jo være, vi følte os hjemme der. Og ellers kan vi altid tage tilbage til New Zealand, hvor vi mødte hinanden, slutter parret, der netop er kommet ned fra en vandretur i Tatrabjergene i Slovakiet.

 

Billederne er bragt her på Dagens.dk med tilladelse af parret. 

Læs også: Denne families vidunderlige livsstil vil gøre dig grøn af misundelse

 

Følg Dagens Forbrug for flere lignende artikler: