Scor kassen: Sådan sparer du op til 37.000 kroner om året

Skrevet af Sol Stoffregen

17/08/2015

Dagens topnyheder

Er du blandt de 69 procent af danskerne, som ikke har skiftet bank inden for de seneste to år? En ny undersøgelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen viser, at kun 11 % af danskerne har skiftet bank inden for de seneste to år, men at hele 86 % af de, der skiftede, fik en bedre pris eller ydelse.

Tilbage i 2013 konkluderede en undersøgelse, foretaget af Forbrugerrådet Tænk, at en gennemsnitsfamilie kan spare helt op til 37.000 kroner om året ved at skifte bank.

Det behøver hverken at være besværligt eller tidskrævende at skifte bank, sammenligningssitet Samlino.dk guider dig til hvordan:

Læs også: Har du fattige Facebook-venner? Så glem alt om at få et lån

- Afklar dine behov
Først og fremmest er det vigtigt, at du får afklaret dine behov. Har du udelukkende brug for at kunne sætte penge ind på en indlånskonto, eller har du også brug for at kunne tage et forbrugslån, investere din formue i obligationer og/ eller have en pensionsopsparing i banken?

Er det desuden vigtigt for dig, at banken har en filial i nærheden af dig, eller har du det fint med, at det hele foregår over nettet? Når du har fastlagt dine behov, kan du gå videre til næste step.

- Tjek hvad du betaler
Undersøg hvad du betaler for dine bankprodukter hos din nuværende bank. Hvad er bankens priser, gebyrer og rentesatser på eventuelle lån? Når du har styr på, hvad det koster dig at være kunde i din nuværende bank, bliver det langt lettere for dig at finde frem til, hvorvidt du skal skifte bank eller ej.

- Undersøg markedet
Næste step i processen er at undersøge, hvad de andre banker kan tilbyde. Til det formål kan en eller flere sammenligningsportaler være et rigtigt godt værktøj, da de kan hjælpe dig med at få et komplet overblik over alle banker på markedet og ikke mindst deres priser.

Læs også: De skjulte pengeslugere: Her bruger du flere hundrede kroner, mens du sover

- Indsnævr din søgning
Du vil nok hurtigt opdage, at der er nogle banker, der er dyrere, end den bank du er hos nu. Forhåbentlig vil du også finde ud af, at der findes andre banker, der tilbyder billigere priser end din nuværende bank. Skriv sidstnævnte banker ned og sørg på den måde for at indsnævre din søgning, så du kan kigge nærmere på de mest interessante banker.

- Tjek bankernes priser
Når du har indsnævret din søgning til nogle få banker, bør du gå ind på bankernes hjemmesider og tjekke nærmere op på gebyrer og øvrige priser. Det kan også være en rigtig god idé at tjekke prisen på ydelser, som du forventer at få brug for senere.

- Forhandl om prisen
Måske sidder du nu tilbage med et par banker, som begge har stort potentiale til at blive din nye bank. Forsøg at forhandle med bankerne, og se hvem der er villige til at strække sig længst for at få dig som kunde.

Hvis ingen af dem i sidste ende viser sig at kunne give dig et bedre tilbud end din nuværende bank, skal du naturligvis blive, hvor du er, og så er du under alle omstændigheder blevet bekræftet i, at du er kunde i den bank, der er mest rigtig for dig.

Følg Dagens Forbrug for flere lignende artikler: