Fra catwalken til forsvaret: Se billederne af prins Nikolais første dag som soldat

Skrevet af Nils Würtzenfeld

02/08/2018
Prins Nikolai startede onsdag som elev på løjtnantsbasisuddannelsen på Hærens Sergentskole i Varde.

Mest læste i dag

26. juni fik Prins Joachim æren af at sætte studenterhuen på hovedet af sin ældste søn, da prins Nikolai blev student fra Herlufsholm Skole i Næstved.

Allerede før studentereksamen valgte prins Nikolai dog - bogstavelig talt - at stå på egne ben, da han tilbage i februar i år sprang ud som model og gik sin første catwalk, da han var på podiet ved modegiganten Burberrys show under London Fashion Week. 

Siden valgte prinsen at skrive kontrakt med det danske modelbureau Scoop Models, der tog en række modelbilleder af den 18-årige prins, og efterfølgende optrådte han tilmed på forsiden af det internationale modemagasinet Dust.

Men på trods af den spirende modelkarriere, valgte prins Nikolai i foråret selv at løfte sløret for nogle andre fremtidsplaner. Efter sin gymnasieuddannelse ønskede han nemlig at påbegynde en toårig reserveofficeruddannelse på Hærens Sergentskole i Varde, og onsdag kunne den nylige student så tage turen til den sydvestjyske by, hvor en ny tilværelse som officersaspirant ventede.

I den anledning har Kongehuset officielle Facebook-side offentliggjort to billeder af prinsens første dag.

- H.H. Prins Nikolai startede i går som elev på løjtnantsbasisuddannelsen på Hærens Sergentskole i Varde. Skolen uddanner kommende ledere og mellemledere til Hæren, og Prinsen og de øvrige sergentelever blev den første dag blandt andet introduceret til skolen og uddannelsen, lyder det i opslåget.

På billederne ses prinsen i selskab med en række andre unge mænd og kvinder, der på række og geled bliver budt velkommen til skolen.