Gustav chokeret over nyt slankeprogram på TV3: 'Glad for jeg takkede nej'

Skrevet af Nils Würtzenfeld

20/04/2017
Foto: Polfoto/DAVALI PHILIP
Foto: Polfoto/DAVALI PHILIP
Reality-Gustav fortryder ikke et øjeblik, at han takkede nej til at deltage i TV3s nye slankeprogram ’Min fede træner’.

Mest læste i dag

Onsdag aften havde TV3 premiere på deres nye programsatsning ’Min fede træner’, hvori fire kendte danskere skal hjælpe overvægtige mennesker til at tabe sig – blandt andet ved selv at tage på.

Allerede før programmet rullede over skærmen, har både konceptet og de fire kendte deltagere høstet stor kritik, men efter premieren onsdag aften, er ’Min fede træner’ løbet ind i en sand shitstorm.

- Smagløst, skamfuldt og pinligt er nogen af de ord, som det nye program har fået med på vejen, og landet over er seere nærmest gået amok, ligesom mange forargede danskere har krævet, at TV3 stopper udsendelserne, som de mener er nedværdigende overfor overvægtige.

En af de danskere, der har det svært med det nye program, er reality-kendissen Gustav Andersen Salinas, der torsdag lagde en video på sin Facebook-profil, hvori han udtrykker sin skuffelse over programmet.

- Da jeg så programmet i går, blev jeg skuffet over det, for jeg synes ikke, det var så sympatisk, lyder det fra Gustav, der samtidig forklarer, at han faktisk selv blev tilbudt at medvirke i programmet som én af de fire kendte danskere.

En invitation som Gustav dog takkede nej til.

- Jeg blev spurgt sidste år, om jeg ville deltage i det, men jeg sagde pænt nej tak, lyder det fra realitystjernen, der understreger, at han er meget glad for, at have takke nej.

- Ens værdighed er vigtigere, lyder det fra Gustav der dog indrømmer, at det var vanskeligt at afvise pengene.

- Det var svært at sige nej, for havde jeg sagt ja, så kunne jeg have betalt min lejlighed af nu, men jeg er ikke til salg, og man kan ikke bare købe mig, forklarer han.

Ifølge Gustav blev han ked af det, da han onsdag tændte for programmet, og ligesom mange andre danskere synes han, at man vælger at sætte deltagernes overvægt i et helt forkert lys.

- Problemet er, at man ikke ser problematikken i at være overvægtig, og hvor hårdt det kan være, hvad det kan medføre og hvorfor man er blevet overvægtig. Jeg tror på, at folk der har det skidt, skal have kærlighed, lyder det fra Gustav, der heller ikke er begejstret for de kendte deltagere.

- Jeg tror ikke, at de kendte, som deltager, er nogle dårlige mennesker, men jeg tror bare ikke, at det er de rigtige kendte mennesker, der er blevet valgt til programmet, understreger han og forklarer, at man hellere skulle have tildelt de overvægtigt en personlig træner.

Udover de mange danskere, der har kritiseret programmet kraftigt på de sociale medier, har også flere fagfolk været ude med en skarp kritik. Deriblandt Per Nielsen, der formand i Landsforeningen for Overvægtige.

- Det er decideret ødelæggende for det arbejde, vi prøver at lave i foreningen, hvis der er nogen, som tror, det er sådan, man skal gribe svær overvægt an. Ja, motion og sund kost er godt, men hvis du tror, at du kan holde et vægttab ved udelukkende at dyrke motion uden at have alle de andre aspekter med, så taber du kampen, siger Per Nielsen til EB.dk.

Du kan se Gustavs Facebook-video herunder: