Kongehuset afslører: Sådan skal prins Henrik bisættes

Skrevet af Ane Sørensen

14/02/2018
Foto: Ritzau Scanpix (arkivfoto)
Foto: Ritzau Scanpix (arkivfoto)
Onsdag formiddag afslører Kongehuset på et pressemøde, hvordan prins Henriks bisættelse kommer til at foregå.

Mest læste i dag

Det kommer til at foregå på en ganske særlig måde, når prins Henrik skal bisættes tirsdag den 20. februar klokken 11.00. 

Det var nemlig prins Henriks ønske, at halvdelen af hans aske skal spredes i de danske farvande, mens den anden halvdel i urnen bliver sat ned i den private have på Fredensborg Slot.

Det oplyser Kongehuset onsdag formiddag på et pressemøde, hvor blandt andet BT er til stede.

Bisættelsen kommer efter prins Henriks eget ønske til at finde sted i Christiansborg Slotskirke.

Selve bisættelsen kommer ifølge BT til at foregå som en mindre ceremoni, hvilket prinsen også ønskede. Det betyder, at det kun bliver den nærmeste familie og ganske få andre, som vil være til stede. Dermed vil der ifølge Kongehuset ikke være tale om en ‘rigtig’ statsbegravelse.

Kongehuset meddeler desuden, at der kun vil være begrænset adgang for pressen til prins Henriks bisættelse.

Prins Henrik døde sent tirsdag aften omgivet af sin familie på Fredensborg Slot. Det oplyste Kongehuset tidligt onsdag morgen i en pressemeddelelse:

- Hans Kongelige Højhed Prins Henrik sov tirsdag den 13. februar klokken 23.18 stille ind på Fredensborg Slot. Prinsen var omgivet af Hendes Majestæt Dronningen og de to sønner, lød det i pressemeddelelsen.

Tirsdag meddelte Kongehuset, at prins Henrik var kommet hjem til Fredensborg Slot, efter han havde været indlagt på Rigshospitalet de sidste par uger. Her ønskede prins Henrik ifølge Kongehuset at tilbringe sin sidste tid. 

Fredag blev det offentliggjort, at kronprins Frederik var på vej hjem fra sit ophold i Sydkorea, hvor han var i anledning af de olympiske vinterlege, fordi prins Henriks tilstand var alvorligt forværret.

I dagene efter har medlemmer af kongefamilien aflagt prinsen flere besøg på Rigshospitalet, før han altså blev udskrevet tirsdag, så han kunne komme hjem på Fredensborg Slot.

Prins Henrik blev indlagt på Rigshospitalet i slutningen af januar. I forbindelse med indlæggelsen oplyste Kongehuset, at han blandt andet var blevet undersøgt for en tumor i sin venstre lunge. Tumoren skulle dog være godartet.

- Hans Kongelige Højhed Prins Henrik har siden søndag den 28. januar været indlagt på Rigshospitalets lungekirurgiske afdeling til undersøgelse for en tumor i venstre lunge. Tumoren har heldigvis vist sig at være godartet, skrev Kongehuset i en pressemeddelelse.

Prins Henrik opholdte sig i starten af året i Sharm El-Sheikh i Egypten, da han måtte indlægges og flyves hjem til Danmark for yderligere undersøgelser.

83-årige prins Henrik var desuden indlagt i sommer, hvorefter Kongehuset i efteråret meddelte, at prinsen lider af demens.

Prins Henrik indlagt: Undersøgt for tumor