Kongehuset erklærer hofsorg: Sådan markerer de prins Henriks død

Skrevet af Ane Sørensen

14/02/2018
Foto: Ritzau Scanpix
Foto: Ritzau Scanpix
Kongehuset har erklæret hofsorg, efter prins Henrik døde sent tirsdag aften.

Mest læste i dag

Sent tirsdag aften døde prins Henrik omgivet af sin familie på Fredensborg Slot.

Det betyder, at der vil være hofsorg fra i dag og frem til onsdag den 14. marts 2018.

Det oplyser Kongehuset i en pressemeddelelse.

Hofsorg er ifølge Kongehuset betegnelsen for en kortere eller længere sørgeperiode ved hoffet i forbindelse med et dødsfald i den kongelige familie. Det er regenten, der fastsætter sørgetidens længde.

Under sørgeperioden vil dronning Margrethe og resten af den kongelige familie samt hoffet ikke deltage i selskabelige eller underholdende arrangementer.

Derudover vil den kongelige familie og hoffet være klædt i mørkt tøj ved offentlig fremtræden, mens personalet vil bære sørgebind på deres venstre overarm. 

Tidligt onsdag morgen oplyste Kongehuset, at prins Henrik var afgået ved døden tirsdag aften.

- Hans Kongelige Højhed Prins Henrik sov tirsdag den 13. februar klokken 23.18 stille ind på Fredensborg Slot. Prinsen var omgivet af Hendes Majestæt Dronningen og de to sønner, lød det i en pressemeddelelse fra Kongehuset.

Tirsdag eftermiddag meddelte Kongehuset, at prins Henrik var kommet hjem til Fredensborg Slot, efter han havde været indlagt på Rigshospitalet de sidste par uger. Her ønskede prins Henrik nemlig at tilbringe sin sidste tid.

Fredag blev det offentliggjort, at kronprins Frederik var på vej hjem fra sit ophold i Sydkorea, hvor han var i anledning af de olympiske vinterlege, fordi prins Henriks tilstand var alvorligt forværret.

I dagene efter har medlemmer af kongefamilien aflagt prinsen flere besøg på Rigshospitalet, før han altså blev udskrevet tirsdag, så han kunne komme hjem på Fredensborg Slot.

Prins Henrik blev indlagt på Rigshospitalet i slutningen af januar. I forbindelse med indlæggelsen oplyste Kongehuset, at han blandt andet var blevet undersøgt for en tumor i sin venstre lunge. Tumoren skulle dog være godartet.

- Hans Kongelige Højhed Prins Henrik har siden søndag den 28. januar været indlagt på Rigshospitalets lungekirurgiske afdeling til undersøgelse for en tumor i venstre lunge. Tumoren har heldigvis vist sig at være godartet, skrev Kongehuset i en pressemeddelelse.

Prins Henrik opholdte sig i starten af året i Sharm El-Sheikh i Egypten, da han måtte indlægges og flyves hjem til Danmark for yderligere undersøgelser.

83-årige prins Henrik var desuden indlagt i sommer, hvorefter Kongehuset i efteråret meddelte, at prinsen lider af demens.

Prins Henrik indlagt: Undersøgt for tumor