Nikita Klæstrup skal være med i Paradise Hotel

Skrevet af admin

02/02/2016

Mest læste i dag

Med alt den opmærksomhed hun tiltrak sig til årets Reality Awards, skulle man næsten tro, at hun allerede var en garvet reality-deltager. Men 21-årige Nikita Klæstrup har stadig reality-debuten til gode, og det har TV 3 nu tænkt sig at lave om på.

Nikita Klæstrup skal nemlig være med i den kommende sæson af Paradise Hotel, bekræfter TV 3 over for Ekstra Bladet.

- Ja, det er rigtigt. Vi er glade for, hun er med, bekræfter Jon Pagh, pressemedarbejder hos TV3, til Ekstra Bladet.

Meget mere end det kan han endnu ikke afsløre, men han fortæller til Ekstra Bladet, at det bestemt ikke bliver kedeligt, når den brunhårede debattør checker ind på hotellet i Mexico.

Nikita Klæstrup har været fast inventar i det kulørte søgelys, siden hun dukkede op i en ganske afslørende kjole til Konservativ Ungdoms 110 års fødselsdagsfest.

Og den meget omtalte kjole har nok også været medvirkende til, at den unge blogger og debattør sidste år kunne kalde sig Danmarks mest googlede kvinde.

21-årige Nikita Klæstrup har sans for at skabe opmærksomhed omkring sin person, og det beviste hun senest ved Reality Awards, hvor hun og den 40-årige model Oliver Bjerrehus foldede sig ud i en hed kysseseance.

Den kommende sæson af Paradise Hotel bliver vist på TV 3 til foråret.

/ritzau/FOKUS