10/01/2018
Pilou Asbæk
Pilou Asbæk. Foto: Polfoto
Pilou Asbæk er gennem de senere år blevet én af dansk films største og mest populære skuespillere og med roller i flere Hollywood-film samt i hit-serien Game of Thrones, har han for alvor slået sit navn fast som skuespiller.

Mest læste i dag

Johan Philip Asbæk blev født  2. marts 1982 i København. Her uddannede han sig senere fra Statens Teaterskole og har i dag medvirket i en lang række af både danske og udenlandske film.

Pilou Asbæk - kendt familie

Pilou – som betyder ‘lille Philip – er vokset op i et kreativt og velhavende overklassehjem som søn af de to respekterede københavnske galleri-ejere, Patricia og Jacob Asbæk. Af samme grund var han hele sin barndom omgivet af folk fra den danske kunstscene og fra den kreative branche.

- Jeg er vokset op i en totalt god, dejlig, velstillet familie i 80'erne. Mine forældre var gallerister, så jeg er vokset op med kunstnere omkring mig. Folk, der havde et talent og forstod at formidle det, har Pilou Asbæk fortalt om sin barndom til Alt for Damerne.

Pilou Asbæk med moderen Patricia. Foto: Polfoto

Mens faderen Jacob kom fra den lille østjyske by Hammel, var Patricia vokset op i en privilegeret overklassefamilie i Marokko under den franske kolonitid og har blandt andet gået på 11 forskellige kostskoler.

De to startede i 1975 Galerie Asbæk i Bredgade, som i 80’erne og 90’erne var byens førende galleri for den danske kunst-elite. De mange kunstnere som eksempelvis Wilhelm Freddie, Robert Jacobsen og Peter Bonnén var dog ikke bare repræsenteret i galleriet - de var også private venner af forældrene.

Derfor var familiens store lejlighed i Ny Adelgade altid omdrejningspunkt for mennesker og selskaber.

Pilou Asbæk sammen med brødrene Thomas og Martin. Foto: Polfoto

Pilou voksede op som den yngste i familien - og som efternøler otte år efter storebror Martin. Hans ældste bror, Thomas, driver i dag kunstrådgivningsfirmaet Asbæk Art Consulting sammen med moderen, mens mellemste broderen Martin har Martin Asbæk Gallery i Bredgade. Dermed er Pilou også den eneste i familien, der ikke er i galleri-branchen.

I et interview med Euroman har Patricia Asbæk forklaret, at hendes søn ‘altid har været et lille lykkebarn med et særligt lys over sig. Han var måske hverken den pæneste, rigeste eller bedst begavede i klassen, men han klarede sig godt, fordi folk og lærerne kunne lide ham,’ fortæller hun om sønnen, der voksede op som en køn lille dreng med store krøller.

Pilou Asbæk - barndom og opvækst

Dog var de to ældre brødre ofte hårde mod Pilou, og har både kastet ham ud fra en balkon, så han landede i en stor sofa, bundet ham i flere timer til en radiator eller betalt ham for at hente pizza - uden at give ham pengene.

Også i skolen havde Pilou det til tider hårdt, da han led af ordblindhed. Han gjorde sig dog altid umage og var flittig, og kom på den måde gennem folkeskolen.

Pilou Asbæk i en yngre udgave på Roskilde Festival. Foto: Polfoto

Han startede i øvrigt på Sølvgade Skole i København, men det denne skole ikke passede moderen, flyttede hun ham til den mere fashionable privatskole Krebs’ Skole.

Som i mange andre overklassehjem voksede Pilou op med skiftende barnepiger, der - ifølge moderen - alle blev i årevis, ‘fordi de ikke ville forlade Pilou’. En af disse var jyske Karin, og efterfølgende var Pilou i flere år på sommerferie på hendes families gård i Nordjylland.

Pilou Asbæk i 2008 sammen med andre skuespillere på Østre Gasværk. Foto: Polfoto

- Indtil jeg var 12, havde jeg ‘nannies’, som var hos os tre år ad gangen, fordi de så godt kunne lide at være hos os, og dem var jeg tæt knyttet til. Den dag i dag skriver jeg med dem på Facebook. Jeg er taknemmelig for, at jeg havde dem. Dem har jeg holdt mange ferier med, og de har i høj grad været med til at påvirke mig. Mine forældre havde jeg om morgenen, og når vi var på ferie, har Pilou fortalt til Alt for Damerne.

I 1989 købte forældrene en grund på Mallorca og besluttede at bygge et kunstcenter, som både skulle tjene som kunsthal og kunstnerrefugium. Det førte til, at Pilou og hans brødre hvert år boede på ferieøen halvanden måned om sommeren, hvor der ofte var prominente gæster og masser liv. Blandt andet har folk som Uffe Ellemann-Jensen og prins Henrik altid været regelmæssige gæster i Asbæk-familiens Mallorca-hjem.

Siden 1989 har familien i øvrigt besøgt huset på Mallorca hver sommer uden undtagelse i 27 år.

Pilou Asbæk - filmskolen

I slutningen af 90’erne begyndte forældrene dog at tilbringe mere tid på Mallorca end i København samtidig med, at Pilou skulle begynde i gymnasiet.

Moderen turde dog ikke lade Pilou bo alene med sine ældre brødre i familiens hjem, så hun indskrev ham på Herlufsholm Kostskole - meget mod Pilous vilje. Derfor hadede han også de første måneder, han boede på skolen, men langsomt faldt han til.

Pilou Asbæk med sin hustru Anna i 2010. Foto: Polfoto

Det var også på Herlufsholm, at Pilou begyndte at spille teater, hvilket i starten dog ikke høstede stor opbakning hos moderen, der altid havde troet, at sønnen ville blive politiker eller journalist, da han var så social.

- Jeg sad og så på Pilous ven, Frederik, og syntes, han var så god, mens Pilou var lidt skinger i det, og jeg sagde, at han aldrig ville blive skuespiller, fortæller moderne - til Euroman - om en forestilling, som dramaholdet på Herlufsholm havde opført.

Pilou Asbæk fik en Bodil i 2011. Foto: Polfoto

Pilou lyttede dog ikke til moderen kritik, og efter kostskolen tog han på Filmhøjskolen i Ebeltoft, hvor han egentlig havde planer om at blive filminstruktør.

De andre elever begyndte dog at bruge Pilou i deres film og opfordrede ham samtidig til at søge ind på Teaterskolen – hvilket han gjorde og kom ind i fjerde forsøg.

I 2008 blev Pilou uddannet fra Statens Teaterskole, men allerede før han fik eksemensbeviset i hånden, blev han castet af instruktøren Niels Arden Oplev til at spille hovedrollen i filmen To verdener. Sammen år spillede han også med i filmene Comeback og Dig og Mig.

Pilou Asbæk - film og tv-udsendelser

Efter Monsterjægerne i 2010 fik han så sit filmiske gennembrud i filmen R, hvor han spillede den førstegangsdømte Rune, der får det rigtig svært i fængslet blandt hårde kriminelle. For rollen modtog han både en Bodil og Robert for årets bedste mandlige hovedrolle, ligesom han blev udpeget som årets Shooting Star ved Filmfestivalen i Berlin - en hæder, der tilfalder 10 europæiske skuespillere.

Det store folkelige gennembrud kom sammen år, da han i DRs søndags-serie Borgen spillede Kasper Juul - spindoktor for statsministeren Birgitte Nyborg spillet af Sidse Babett Knudsen. Serien kørte i tre sæsoner fra 2010-2013 og blev en kæmpe succes.

Pilou Asbæk med holdet fra Borgen. Foto: Polfoto

I 2012 spillede han så hovedrollen i den danske dramafilm Kapringen, der omhandler og er inspireret af sørøveri ud for Somalia. Filmen modtog blandt andet Bodilprisen for bedste danske film.

Året efter var Pilou Asbæk igen på alles læber, da han spillede den legendariske Simon Spies i filmen Spies & Glistrup, hvori han spillede overfor skuespillerkollegaen Nicolas Bro, der portrættere den anden titelkarakter Nogens Glistrup. Filmen opnåede stor folkelig succes.

Pilou Asbæk som modtager af Sprogø-prisen. Foto: Polfoto

I 2014 tog Pilou springet til det store udland og medvirkede i den fransk actionfilm Lucy, hvori han spillede overfor Hollywoodstjerner som Scarlett Johansson og Morgan Freeman.

Samme år medvirkede han i Fasandræberne, og herefter fulgte film som Kapgang (2014) Stille Hjerte (2014), 9. april (2015) og Krigen (2015), som ved Oscaruddelingen 2016 blev nomineret til en Oscar for bedste ikke-engelsksprogede film.

I 2014 var han i øvrigt også vært på Eurovision Song Contest 2014 sammen med Lise Rønne og Nikolaj Koppel.

Pilou Asbæk - Game of Thrones

I 2016 gjorde Pilou Asbæk sig for alvor bemærket i udlandet, da han medvirke i genindspilningen af storfilmen Ben-Hur, hvori han spiller Pontius Pilatus, og i 2017 spillede han igen overfor Scarlett Johansson i den store Hollywood-produktion Ghost in the Shell.

I 2014 medvirkede han også i DR’s tv-serie 1864 og to år efter opnåede Pilou sin hidtil største berømmelse, da han sagde ja til at medvirke i endnu en tv-serie.

Pilou Asbæk som vært på Eurovision Song Contest i 2014. Foto: Polfoto

I 2016 dukkede han nemlig op i den amerikanske hit-serie Game of Thrones, hvor han fik rollen som den diabolske, brutale og udspekulerede Euron Greyjoy. Han har indtil videre medvirket i både sæson seks og syv, ligesom man må formode, at han vender tilbage i samme rolle, når ottende sæson får præmiere i 2019.

Rollen i den ekstremt omtalte tv-serie har i den grad sat Pilou Asbæks navn på verdenskoret. Det kunne man blandt andet se på det internationale film-website IMDBs Star Meter over de mest søgt filmnavne.

Pilou Asbæk i tv-serien 1864. Foto: Polfoto

For allerede efter de to første afsnit af Game of Thrones sæson syv, fløj Pilous navn fra en placering som nummer 370 til den 10. mest søgte mandlige skuespiller på verdens største filmdatabase.

Den internationale succes har givet Pilou Asbæk blod på tanden i forhold til fremtidige roller i udlandet. I 2017 kunne han derfor opleves i den amerikanske film Woodshock og i 2018 får optræder han i den amerikanske krigsfilm Overlord, ligesom han samme år også vil kunne opleves i den dansk-finsk-kroatiske film The Guardian Angel.

Pilou Asbæk kone og barn

Privat danner Pilou par med hustruen Anna Bro, der arbejder som dramatiker og som han mødte, mens de begge gik på teaterskolen. 

- Jeg faldt for Anna, fordi hun er vanvittigt begavet. Meget klogere, end jeg er. Og det mest sexede, en kvinde kan være, er begavet. Jeg vil til enhver tid helst have en kvinde, som er klog, som kan diskutere, som ser verden og gerne vil diskutere den. Også gerne anderledes, end jeg selv gør. Det synes jeg er en forudsætning i et parforhold. At man ikke har den samme livsanskuelse. Det nuancerer billedet, har han fortalt om sit forhold til Femina.

Pilou Asbæk i filmen Krigen. Foto: Polfoto

Parret blev forlovet i 2010 og gift i 2015 på en strand i Californien - helt improviseret og uden gæster. Sammen har de datteren Agnes på fem år.

I 2013 flyttede parret ind i en lejlighed på Nørrebro, som de dog solgte i 2017. I stedet er parret flyttet ind i en stor luksuslejlighed på Christianshavn.