Sarah Glerup blev sendt ud af X Factor

Skrevet af Kristine Bugbee

26/02/2016

Mest læste i dag

Det blev Thomas Blachmans deltager Sarah Glerup, der måtte forlade X Factor denne fredag.

Sarah Glerup røg i farezonen ligesom i sidste uge, og da Mette Lindberg skulle vælge mellem at sende hende eller The Competition hjem, faldt det svære valg altså på Sarah Glerup.

Aftenens liveshow blev sparket i gang af Remees gruppe The Competition, som havde kastet sig over et ABBA-nummer iklædt velour og halskæder. Den unge duo mødte stor skepsis fra Mette Lindberg og Blachman, der mente, at de nordjyske drenges optræden var knap så cool, som Remee insisterede på.

Reem beviste, at hun både kan synge og danse, og 52-årige Andrew Murray fik ros for sin Tim Christensen-fortolkning.

Clifforth og Hein optrådte med Sanne Salomonsens nummer Hjem, og mens Mette Lindberg var begejstret, ønskede Blachman sig mere nærhed og mindre ‘Ikea’, som han fint udtrykte det. Remee kaldte deres optræden stærk og rørende, og også den unge deltager Alex fik ros for sin sikre vokal.

Læs også: Frank fra X Factor er single: Jeg får hundredvis af beskeder fra kvinder

Pigerne fra Embrace blæste taget af salen med den danske sang Frit land af Ulige Numre. Blachman kaldte duoens optræden for en magtdemonstration.

- Det danske sprog har aldrig lydt smukkere. Det er simpelthen så vidunderligt at høre på, sagde han blandt andet.

Remee var rørt til tårer og formulerede et grådkvalt ‘tak’, og også Twitter kogte over:

Embrace bør vinde det hele. Inklusiv Melodi Grand Prix og Superligaen. #xfactordk

— Mia Krog (@MiaKrog) 26. februar 2016

Årh hvor er Embrace cool i aften!! De skal altid synge på dansk! #blownaway #xfactordk

— Helle (@sprogfidusen) 26. februar 2016

Okay, stop konkurrencen nu. Embrace er suverænt bedst. #XFactordk

— Tine Hansen (@Enitnesnah) 26. februar 2016


Sarah Glerup fik ikke de store smil frem hos Remee og Mette Lindberg, og Blachman var mildest talt utilfreds med, at de ikke forstod projektet.

Den sidste deltager på X Factor-scenen var teenagerpigernes favorit Mads Christian, som fik ros af Blachman for sin optræden, der dog manglede charme, mente han. Remee var enig i, at det var en god aften for den unge deltager og roste hans vokal.

Røg den rigtig deltager ud af aftenens liveshow? Deltag i debatten på Facebook.

Følg Dagens Gossip for flere lignende artikler: