Se det første billede: Nu viser Christiane og L.O.C. endelig deres lille guldklump frem

Skrevet af Morten Larsen

09/10/2016
De nybagte forældre har diskuteret, om de ville dele billeder af deres lille dreng. Diskussionen endte med, at Christiane Schaumburg-Müller nu viser det første billede af lille Constantin.

Dagens topnyheder

Det danske jetsetpar Christiane Schaumburg-Müller og Liam O'Connor blev i slutningen af september måned forældre til en lille dreng, og efter flere ugers ventetid er parret nu klar til at vise deres lille guldklump frem til de mange nysgerrige blikke.

For selvom den nybagte mor har været flittig til at komme med opdateringer på Instagram, så har de over 300.000 følgere kigget forgæves på det sociale medie, hvis de ønskede at få et glimt af den lille Constantin.

Men på en kold søndag med masser af gråvejr kom så dagen, hvor folk fik mulighed for at se giraffen - hov, vi mener naturligvis babyen.

Christiane Schaumburg-Müller har valgt at lægge det første billede af barnet ud på Instagram, og du kan se fotoet nederst i artiklen.

Den tidligere medvært på 'Vild med dans' skriver, at man hjemme hos de nybagte forældre har haft en 'lille diskussion' om, hvorvidt der skulle deles billeder af den lille dreng på nettet.

Diskussionen endte med, at den 34-årige mor fik gennemtrumfet et lille kompromis med babybilledet:

- For selvom verdens mest vidunderlige lille Constantin selvfølgelig selv skal have lov at bestemme om han vil drukne de sociale medier i selfies om et årti's tid, så må han altså lige leve med at have en stolt mor der en sjælden gang imellem ikke kan lad vær at vise sin smukke søn frem til hele verden, skriver Christiane Schaumburg-Müller.

Se opslaget – og ikke mindst den pæne baby – lige her: