Danmarks topscorer: Svært at holde tempoet oppe

Skrevet af admin

10/12/2013

Mest læste i dag

De lette kampe kan engang imellem være de sværeste.

I hvert fald hvis det handler om at holde koncentrationen og tempoet oppe gennem 60 minutter, når modstanderen ikke gør meget modstand.

Som Algeriet, der fik en øretæve på 38-20 af det danske kvindelandshold tirsdag aften.

- Det var en svær kamp at spille, fordi det gik lidt langsomt i forhold til de to andre kampe, vi har spillet, siger Anne Mette Hansen, der lavede otte mål og dermed blev dansk topscorer.

- Det var svært at holde os selv oppe, for vi skulle selv holde gang i tempoet, og det er altid vanskeligt. Men jeg synes, vi formåede det og fik løbet nogle gode kontraer, forklarer hun.

Danmark var foran med 13 mål ved halvtid, og da var der lagt op til den helt store øretæve til nordafrikanerne.

Men danskerne brændte meget efter pausen, hvor tempoet og intensiteten faldt.

- I anden halvleg faldt koncentrationen nok, ligesom man gerne ville lege lidt. Der er mange ting, der spiller ind. Men det var fint, at vi ikke brugte mange kræfter, og det var også planen med kampen, siger Anne Mette Hansen.

Dermed har danskerne forhåbentlig en styrkemæssig fordel i forhold til onsdagens modstander, Serbien, der forinden var ude i 60 minutters krig mod Brasilien.

/ritzau/