Den danske model besejrer Ryanair i Arbejdsretten

Skrevet af admin

01/07/2015

Mest læste i dag

Arbejdsretten er i sin afgørelse i Ryanair-sagen nået frem til, at Flyvebranchens Personale Union (FPU), der organiserer kabinepersonalet i Københavns Lufthavn, lovligt kan indlede konflikt mod det irske luftfartsselskab.

Det står klart, efter Arbejdsretten i København onsdag har afsagt sin dom i sagen mellem Ryanair og fagbevægelsen.

Hvis FPU vælger at konflikte, kan det udløse aktioner og sympatikonflikter, der vil gøre det meget svært for Ryanair at flyve fra dansk jord.

Hos LO er næstformand Lizette Risgaard tilfreds med Arbejdsrettens afgørelse.

- Vi er meget glade for, at Arbejdsretten er nået frem til, at vi har ret til at ønske en overenskomst og forhandle med Ryanair. Nu skal vi lige nærlæse dommen, før vi kan sige mere om, hvad der skal ske, siger hun til Ritzau.

Det var ventet, at konflikten mod Ryanair kunne træde i kraft midnat mellem mandag og tirsdag.

Men Arbejdsretten vurderer, at det konfliktvarsel, Serviceforbundet, som FPU hører under, har afgivet, er ulovligt, da det ikke tilstrækkeligt præcist angiver konfliktens omfang.

Det betyder ifølge Fagbladet 3F, at Ryanair nu har "to-tre uger" til at tegne overenskomst med FPU.

Ellers er der stor sandsynlighed for, at Ryanairs fly ikke kommer til at lette fra København, fordi de ikke kan få brændstof, bagage eller mad om bord, skriver Fagbladet 3F.

Fra Ryanairs side har argumentet for at afvise fagbevægelsens krav om at indgå danske overenskomster blandt andet været, at selskabets fly er at betragte som irsk territorium, og at irsk lov derfor bør gælde, men det har Arbejdsretten altså ikke givet medhold i.

Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) ønsker ikke at kommentere Arbejdsrettens konkrete dom i sagen mellem Flyvebranchens Personale Union og Ryanair.

- Det er Arbejdsretten, der i Danmark tager stilling til lovligheden af arbejdskonflikter. Det er den måde, vi har valgt at indrette os på i Danmark, hvor løn- og arbejdsvilkår er overladt til arbejdsmarkedets parter, skriver han i en mail til Ritzau.

- Derfor har jeg som beskæftigelsesminister ingen kommentar til den konkrete dom.

/ritzau/