Forsøg: Pangfarver kan forhindre færdselsuheld

Skrevet af admin

13/05/2014

Mest læste i dag

Det er ikke lige meget, hvilken farve jakke man har på, når man begiver sig ud på en cykeltur.

Det er konklusionen på en nyt forskningsprojekt, som trafikforskere fra Aalborg Universitet har lavet i samarbejde med Trygfonden.

Her har 3400 cyklister i et år kørt med en skriggul jakke med reflekser, mens lige så mange har kørt i almindeligt overtøj. Cyklisterne har selv indrapporteret, når de har været involveret i uheld, og resultaterne er iøjnefaldende.

De pangfarvede cyklister var således impliceret i 38 procent færre uheld, hvor en person kom til skade. Og ser man på mængden af sammenstød mellem cyklister og biler, lå de 48 procent lavere.

- Man kan gøre rigtig meget for at reducere risikoen for at ende i ulykker ved at tænke over, hvad for noget tøj man tager på, konkluderer lektor Harry Lahrmann, som er en af forskerne bag undersøgelsen.

- Bilisterne får mange impulser, de skal reagere på, og som cyklist skal man sikre sig, at det signal, man sender, er så kraftigt, at man bliver opdaget, påpeger forskeren.

Hos Rådet for Sikker Trafik mener specialkonsulent Pernille Ehlers, at erfaringerne fra forsøget skal udbredes.

- Det er en god idé at fortælle om effekten af at tage noget mere synligt tøj på, men man skal ikke tro, at man så bare kan begynde at køre helt vildt, fordi alle kan se en, siger hun.

Hos Cyklistforbundet er man derimod skeptisk over for at sætte fokus på de tohjulede trafikanters tøj.

- Vi synes ikke, man skal opfordre folk til at køre med selvlysende tøj, siger kommunikationschef Frits Bredal.

Han frygter, at en kampagne kan få cyklister, der ikke er parat til klæde sig i pangfarver og reflekser, til helt at lade den tohjulede stå.

- En af grundene til, at folk cykler så meget i Danmark, er, at man kan gøre det i sit almindelige tøj, også selv om det er jakkesæt eller høje hæle. Det ønsker vi at fastholde, erklærer han.

/ritzau/