Jon blev far efter et engangsknald: Det føles som et massivt overgreb

Skrevet af Kristine Bugbee

01/02/2016
Foto: DR
Foto: DR
Skal mænd have mulighed for at frasige sig ansvaret, hvis de ikke ønsker at blive fædre? Debatten om juridisk abort bliver taget op i en ny programserie, som begynder i aften.

Dagens topnyheder

31-årige Jon K. blev far i 2012 efter et ubeskyttet engangsknald med en østrigsk turist, som han mødte på et diskotek i København.

Han fortæller sin historie i DR2-progammet 'Ufrivilligt far', som sætter fokus på, hvordan det påvirker en mand at blive far imod sin vilje. I dag er lovgivningen sådan, at manden er sat uden for indflydelse, når det gælder spørgsmålet om abort, og han kan heller ikke fravælge at bidrage økonomisk.

- Man føler det som om, at det er et massivt overgreb. Og jeg synes, det er meget urimeligt, at jeg ikke har fået et valg. Hvis kvinden har et valg, skal manden så ikke også have det? Ellers er det jo ikke ligestilling, siger Jon K. i programmet.

Han købte en fortrydelsespille til kvinden dagen derpå, og kort efter rejste hun hjem til Østrig. Nogle uger senere modtog han en besked fra kvinden på Facebook, hvor hun fortalte, at hun var blevet gravid. 

Selvom han slet ikke havde lyst til at være far til et barn sammen med en fremmed kvinde, valgte han at undertrykke sine følelser, og han skrev tilbage, at han nok skulle støtte op.

- Jeg spurgte hende efterfølgende, om hun havde taget fortrydelsespillen, og det ville hun ikke svare på. Når jeg ser tilbage på det, så er det tydeligt, at jeg skulle have sagt til hende, at jeg ikke havde lyst til at være far med en eller anden østrigsk turist, som jeg havde kendt i otte timer.

Læs også: Anders’ opfordring til alle mænd eksploderer på Facebook

Det bliver jævnligt diskuteret, om mænd skal have mulighed for en såkaldt juridisk abort, når de har gjort en kvinde gravid. En juridisk abort betyder, at faren afskriver sig faderskabet og slipper for at betale børnebidrag, og samtidig mister han retten til samvær. 

Jon K. er ikke i tvivl om, at han gerne ville have haft muligheden. Han føler sig misbrugt af den østrigske kvinde, som nu ønsker forhøjet børnebidrag og ikke vil lade ham se sin datter.

- Jeg ville gerne have haft muligheden for juridisk abort, og det er jeg slet ikke i tvivl om, at mange af de andre mænd, som også har været ude for det her, også ville.

- Man føler en totalt afmagt, og man føler også, at folk er fuldstændig ligeglade med en, fordi man er mand og står i denne her situation, siger Jon K..

Første afsnit af 'Ufrivilligt far' bliver vist på DR2 mandag aften klokken 21.30.

Følg Dagens Debat for flere lignende artikler: