Jyder vil have grænsebomme - københavnere er imod

Skrevet af admin

18/04/2015

Mest læste i dag

Danskerne er splittet i spørgsmålet om, hvorvidt grænsebomme og uniformerede betjente skal møde de mennesker, der ønsker at krydse grænsen til Danmark.

En ny undersøgelse viser, at der er stort set dødt løb mellem tilhængere og modstandere af grænsekontrol i befolkningen. Dog er der tydelige geografiske og aldersmæssige forskelle.

I Nordjylland og Midtjylland er opbakningen til grænsebommene størst. Her ønsker 51 procent i begge regioner, at der bliver opstillet nye bomme.

Det omvendte billede tegner sig i hovedstaden, hvor modstanderne tegner sig for 56 procent af de adspurgte i undersøgelsen, der er foretaget af analyseinstituttet Yougov for Tænketanken Europa.

Set over hele landet er det dog marginaler, der skiller de to lejre.

45 procent af danskerne siger nej til spørgsmålet om, hvorvidt de ønsker, at Danmark gør op med reglerne i EU og genindfører permanent grænsekontrol, herunder vagter og bomme, ved de danske grænser. 44 procent siger ja til spørgsmålet.

- Modstanderne af permanent grænsekontrol er reelt blevet styrket over for bomtilhængerne, der i en anden undersøgelse i februar stod langt stærkere i befolkningen, siger Bjarke Møller, direktør i tænketanken Europa, i en pressemeddelelse.

Han peger på, at det kan hænge sammen med, at vælgerne er blevet mere opmærksomme på, at en permanent grænsekontrol kan være i strid med det indre markeds regler om fri bevægelighed.

Ud over de geografiske forskelle har ældre og unge danskere også vidt forskellige syn på grænsekontrollen.

Især yngre vælgere er imod bommene ved grænsen, mens personer i alderen 45 til 59 år er mest positive stemt over for tanken.

Målingen er foretaget i april med 1000 repræsentativt udvalgte personer mellem 18 og 74 år.

/ritzau/