Ny type smøger kan få flere til at ryge

Skrevet af admin

14/02/2015

Mest læste i dag

En cigaret, som indeholder tobak, men som kun udløser få procent af den almindelige cigarets skadelige stoffer.

Sådan én har tobaksproducenten Philip Morris investeret omkring 10 milliarder kroner i at producere over de seneste år. Men selvom en mindre skadelig cigaret umiddelbart lyder som en god ting, så bimler alarmklokkerne hos Kræftens Bekæmpelse.

Frygten er, at produktet vil holde fast i de rygere, som ellers ville have stoppet, samt at unge får nemmere ved at begynde:

- Vi har set det med e-cigaretten. Blandt 15-årige er der ifølge Statens Institut for Folkesundhed lige så mange, der ryger e-cigaretter som almindelige cigaretter, siger Niels Them Kjær, projektchef for rygestop og tobaksforebyggelse.

Ifølge ham vil Philip Morris kun prøve at udvikle et produkt med et sundere image, fordi en stor del af rygerne ønsker at kvitte af frygt for at skade helbredet.

- Det ser tobaksindustrien. Deres kunder er simpelthen bange for at dø af rygning. Og når de (Philip Morris, red.) laver det her produkt, er det for at fastholde dem som kunder i butikken, siger han.

Det nye produkt adskiller sig fra almindelige cigaretter ved, at tobakken opvarmes i stedet for at brændes.

Dr.med. overlæge på Glostrup Hospital og ekspert i rygeafvænning Philip Tønnesen mener ikke, at den nye form for tobaksholdige e-cigaret bør have gang på jord.

- I dag har man alternativer. Vi har e-cigaretten, som ikke indeholder tobak og stoffer, som er kræftfremkaldende - i hvert fald kun i meget lave koncentrationer. Så jeg vil sige, at det er for sent at komme med det her alternativ, siger han.

Han mener, at det nye produkt stadigvæk vil være kræftfremkaldende og måske give KOL og åreforkalkning, fordi det indeholder tobak.

Hvis produktet skal introduceres i Danmark, må det ifølge specialkonsulent i Sundhedsstyrelsen Mads Lind ikke bruges som salgsargument, at der er tale om et mindre skadeligt produkt.

- Reglerne skal blandt andet ses i lyset af tidligere tilfælde, hvor light-cigaretter blev markedsført som mindre skadelige. Men det viste sig senere, at det var de ikke, forklarer han.

Det kan ifølge Mads Lind dog godt være, at det nye produkt ér mindre farligt.

- Men vi ved ikke, om det vil blive brugt i kombination med almindelig rygning, eller om man ryger mere eller i flere år, end hvis man kun havde de almindelige cigaretter, siger han.

/ritzau/