Sjælden delfin strandet i Danmark

Skrevet af admin

30/01/2014

Dagens topnyheder

En meget sjælden delfin er drevet i land på stranden syd for Snekkersten havn, oplyser Øresundsakvariet i en pressemeddelelse.

Det var en privatperson, der under en gåtur på stranden, fandt dyret liggende i vandkanten. Ifølge havbiologer fra Øresundsakvariet er der tale om en såkaldt hvidnæse delfin.

Delfinen, der kan blive mellem 2,4 og 3 meter lang, lever typisk i Nordatlanten. Om sommeren ses den hyppigt i Nordsøen, og den kan godt trække ind i Skagerrak og Kattekat.

Det er dog ikke hver dag, den kommer helt ned til Øresund. Sidste gang det skete, var ved en stranding på den svenske kyst i 1991, og forrige gang var så langt tilbage som i 1911.

Den strandede delfin var sund og rask, og det vides ikke, hvorfor den drev i land.

Men fundet giver anledning til bekymring. Danmark har ifølge Øresundsakvariet denne vinter haft flere tilfælde af strandinger af netop den hvidnæset delfin end normalt, blandt andet i Jammerbugten og ved Klitmøller på den jyske vestkyst i slutningen af december.

Hvidnæse delfinen kan være uhyre nysgerrig og nærmer sig gerne mindre fartøjer. Den er akrobatisk og laver typiske delfinspring, og undertiden rider den på skibenes bovbølger.

Øresundsakvariet oplyser, at interesserede kan se delfinen på akvariet de næste 14 dage. Efterfølgende vil delfinen blive dissekeret.

/ritzau/