Tømrermester rørt over kærlighedsstorm: Det er jo bare sådan, vi prøver at være hver dag

Skrevet af Ninna Andreasen

11/08/2015

Mest læste i dag

Det er ikke hver dag, en håndværksmester og hans ansatte er på alles læber. Men det er tømrermester Anders Møll og hans svende i dag.

Årsagen er en for ham og de ansatte helt almindelig arbejdsopgave, der viste sig at betyde utroligt meget for en lille dreng.

Drengen Adam er autist og har haft det rigtig svært i skolen. Da familien i sidste uge måtte have professionel hjælp til et plankeværk, kom tømrermesteren og sjakket ud. De reddede en hel uge for den otteårige dreng.

- Han kom ned og stod og kiggede og spurgte lidt ind til det. Så kunne han da godt lige hjælpe med at stable lidt træ. Det var jo bare hyggeligt, når de andre mødte på arbejde, siger Anders Møll til Dagens.dk

Han tilser arbejdet på sine pladser hver dag, men det var hans ansatte, som for alvor satte drengen i sving med små opgaver.

Svært i skolen
Adam har autisme, og det i kombination med, at han kom i en almindelig folkeskoleklasse, har gjort, at han har haft nogle rigtig svære år. Nu er han kommet i specialklasse, og det går langsomt bedre, men er fortsat svært.

Hans mor - Stine Malthe - sendte efter håndværkerbesøget et opslag ind til Facebook-siden Fucking Flink.

- Vores søn var vildt optaget af, at haven myldrede med håndværkere og værktøj og maskiner. Han sneg sig ud og kiggede på, og så skete miraklet. Han var pludselig med i sjakket som yngstemand og fik 'rigtige' opgaver – at løbe hen og tænde for haveslangen, når der skulle vand i cementblanderen, at samle affaldstræ i poser, at bære brædder ud af bilen og hente skruer eller en blyant. Håndværkerne kunne med god ret have sagt, at han skulle blive inde og ikke måtte gå i vejen, og så havde det været det. Men det gjorde de ikke. I de otte arbejdsdage, de gik der, tog de ham under deres vinger og lod ham være med – også når de holdt pause, skriver hun.

Hun eller Adams far fortalte ikke håndværkerne noget om, at han var autist.

- Vi holdt bare vejret og var helt utrolig lykkelige over, at han gik rundt derude i haven i timevis og knoklede og var med i et fællesskab med vildt fremmede fucking flinke håndværkere. Jeg tror ikke, de har nogen anelse om, hvor stor en forskel de har gjort, og hvor meget deres overskud har betydet for både vores søn og os.

Håndværkerne opfattede Adam som en helt almindelig otteårig dreng.

- Han var meget sød og høflig. Der var ikke nogen af os, der kunne mærke på ham, at han er anderledes, siger tømrermester Anders Møll.

Han er blevet blæst helt bagover af den enorme kærlighed, der er røget i retning af ham og hans ansatte.

- Jeg er blevet meget rørt over denne her oplevelse. Det er jo bare sådan, vi prøver at være hver dag. At være høflige over for kunder og passe vores arbejde. Det har været lidt svært, hvordan man skulle håndtere det. At noget for mig og drengene så simpelt… Selvfølgelig er det da i orden, at Adam får lov at være med. At det kan berøre så mange, er kommet lidt bag på os. Men det gør mig sgu meget stolt. Også som arbejdsgiver, at man får samlet nogle drenge, der er som, de er, siger den stolte mester.

Se Stine Malthes hyldest af håndværkerne nedenfor.

Jeg er mor til to børn med autisme, som desværre har haft nogle rigtig hårde år på grund af inklusion i folkeskolen. Isæ...

Posted by Fucking Flink on 9. august 2015