Tvangsfjernede trillinger skilt ad: Risikerer angst og depression

Skrevet af Lotte Sørensen

12/04/2014

Dagens topnyheder

De 19 måneder gamle trillinger blev fjernet i mandags, da de er meget bagud i deres motoriske udvikling og er understimulerede. Den sidste tid boede de med deres mor, Heidi Rasmussen på et observationshjem i Kalundborg, hvor hun fik hjælp til at klare de tre små.

Læs også: Trillinger tvangsfjernes: Bliver skilt fra hinanden

Magnus, Tobias og Ida er nu i hver deres plejefamilie, og det er en skam, mener psykolog Helle Birkholm-Buch, der har specialiseret sig i tvillinger og trillingers forhold til hinanden.

- Trillingerne har en særlig gensidig tilknytning til hinanden. De kan regulere sig selv følelsesmæssigt i forhold til hinanden. Forholdet mellem trillinger adskiller sig psykosocialt helt fra det forhold, almindelige søskende har. Trillinger og tvillinger kan knytte sig lige så meget eller mere til hinanden, som de kan knytte sig til deres mor, siger hun til BT.

Når de bliver skilt ad, risikerer de angst, depression og problmer med at knytte bånd, siger hun.

Heidi Rasmussen fik trillingerne ved kunstig befrugtning og med en ukendt sæddonor. Da det stod klart, at hun ventede tre børn, bad hun kommunen om hjælp, da hun mente, at hun ville have svært ved at klare det selv.

Læs også: Disse unge mødre fik også fjernet deres børn

Kommunens fagfolk har ikke vurderet trillingernes forhold til hinanden, men kun bedømt hver for sig sammen med deres mor.

- Hvis trillinger har vanskeligheder i forældrekontakten, så kan de i en vis grad kompensere i forhold til den kontakt, de har til hinanden. Her har vi tre børn, der er i en ekstra sårbar situation, og der vælger man at fjerne den unikke ressource, de har i form af deres særlige relation til hinanden, siger Helle Birkholm-Buch.

Kalundborg Kommune har tidligere givet udtryk for, at de mener, at de har gjort, hvad de kunne i sagen. De ønsker dog ikke at udtale sig om sagen mere.

Følg Dagens.dk på Facebook - klik her og vær med