Udenrigsministeriet savner kontakt til 36 danskere i Nepal

Skrevet af admin

27/04/2015

Mest læste i dag

Udenrigsministeriet har endnu ikke kontakt til alle danskere i Nepal, men det er forventeligt, lyder det, efter at landet blev ramt af et voldsomt jordskælv lørdag, hvilket foreløbigt har medført 4010 dødsfald og 7500 kvæstede.

Alle ikke-nødvendige rejser frarådes, indtil sikkerhedssituationen og redningsarbejdet er under kontrol. Foreløbig mangler man kontakt til 36 danskere i Nepal.

- Det, vi arbejder med, er at få skabt klarhed over, om de pågældende overhovedet er i Nepal, og om de befinder sig fjernt fra kommunikationsmidler. Det er jo sådan et land, hvor der normalt er store områder uden mobildækning.

- Vi startede i lørdags med knap 300 på listen over savnede, og vi er nu nede på 36. Vi får dag for dag reduceret den, så vi nu er nede på et relativt beskedent antal, siger Ole Egberg Mikkelsen, chef for Udenrigsministeriets Borgerservice.

Tre personer fra Udenrigsministeriet og en person fra Beredskabsstyrelsen er rejst til Nepal for at bistå ambassaden og de danskere, som er i landet, skriver Udenrigsministeriet på dets hjemmeside.

Det er landets katastrofecenter, som mandag aften vurderer, at flere end 4000 har mistet livet efter jordskælvet, skriver AFP. Der er i øjeblikket ikke oplysninger om danskere blandt de omkomne.

Især hovedstaden Kathmandu er hårdt ramt af det ødelæggende jordskælv og de efterfølgende kraftige skælv.

- Vi har haft en tilsvarende situationen under tyfonen i Filippinerne, og da kommunikationsmidlerne begyndte at fungere igen, fik vi kontakt til alle. Vi kan ikke vide, om det samme sker her, men det er i hvert fald set flere gange før, siger han.

61 danskere har overnattet i den danske ambassade i Kathmandu natten til mandag.

Der er ingen grund til bekymring over, at jordskælvet fandt sted lørdag, og at man mandag ikke har kontakt til samtlige danskere, som menes at være i landet.

- Hvis man nu er på trekking højt oppe i bjergene, kan man godt være langt fra nærmeste landsby uden kommunikationskanaler, så man kan ikke sige noget om, hvor lang tid der går. Vi fortsætter i hvert fald ufortrødent, siger Ole Egberg Mikkelsen.

/ritzau/