Vi sviner i naturen: Porno, hash og hulahopringe

Skrevet af admin

30/04/2015

Mest læste i dag

Flere frivillige bruger tid på at fjerne andres skraldesvineri fra naturen.

De seneste uger har antallet af indsamlere til Danmarks Naturfredningsforenings årlige affaldsindsamling sat ny rekord med 110.000 deltagere, skriver foreningen i en pressemeddelelse.

Og det er ikke småting, vi sviner med i den danske natur:

Et halvt toilet, et pyntet plastikjuletræ med fod, en dør, et høreapparat, et pengeskab, en svømmefod, et elektrisk klaver, hash og et halvt kørekort, flere hulahopringe, 20 kg engelske og tyske aviser, pornofilm og 71 kg slagteaffald er blandt dette års fund.

I alt er der indsamlet 132 ton affald, der har ligget spredt ud over hele landet.

De mest almindelige fund er cigaretskod, plastikposer og 120.546 dåser - heraf 97.347 uden pant.

Leder af Affaldsindsamlingen hos Danmarks Naturfredningsforening, Ole Laursen, er begejstret for de mange hjælpende hænder, men:

- Vi modtager altid resultatet af mængden af affald med blandede følelser. Det er skræmmende, at der hvert år ligger så meget affald i naturen, men dejligt, at der bliver ryddet op.

-Vi håber, at tallene får folk til at tænke sig om og tage affaldet med sig hjem i stedet for at smide det i naturen, siger han.

/ritzau/