13-årig pige reddet: Gøende hund jager voldtægtsmand på flugt

Skrevet af admin

17/11/2013

Dagens topnyheder

En gøende hund fik formentlig en mand til at opgive at voldtage en 13-årig pige lørdag aften i Næstved.

Pigen var på vej hjem fra en boldbane ved Skt. Jørgens Skole på Manøvej, da en mand passede hende op.

Han trak hende ind i en lille skolegård og befølte hende på intime dele af kroppen, oplyser vagtchef Kenneth Pedersen, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Under overgrebet begyndte en hund at gø i nærheden, og det fik formentlig gerningsmanden til at opgive sit forehavende og forsvinde fra stedet på den knallert, han var kommet kørende på.

Manden kørte i retning af Vordingborgvej og her fortaber sporet af ham sig.

Overfaldsmanden beskrives som 20-30 år og mellem 180 og 185 centimeter høj. Han havde en sort vinterjakke på og posede joggingbukser.

Pigen lagde mærke til, at knallerten var mørk i farven, og at manden ikke havde styrthjelm på, da han kørte væk.

Efter overfaldet så pigen et ældre ægtepar, der luftede hund i nærheden. Det var formentlig den hund, der jog gerningsmanden på flugt.

Politiet vil gerne tale med ægteparret og med andre vidner, der kan have set en knallertkører, der svarer til beskrivelsen, omkring klokken 20 lørdag aften, da voldtægtsforsøget fandt sted.

Folk, der har oplysninger, kan kontakte politiet på telefon 114.

 

/ritzau/