22-årig mand i livsfare efter ulykke i Aarhus Havn

Skrevet af admin

11/01/2014

Dagens topnyheder

En 22-årig mand fra Aarhus svæver mellem liv og død, efter at han natten til lørdag faldt i havnen i Aarhus.

En 20-årig mand sprang i vandet og forsøgte at få den 22-årige op, men han måtte opgive redningsforsøget, oplyser Østjyllands Politi.

- En 20-årig springer i vandet og forsøger at få manden op, men han må slippe ham, så han ikke selv ryger ned, siger vagtchef Jesper Drejer til Ritzau.

- Brandvæsnets dykkere kommer derned, og de finder den 22-årige efter et stykke tid på dybt vand. Han er bragt på sygehuset, og på grund af den lave temperatur er han i livsfare, siger vagtchefen.

Ulykken skete omkring klokken 03.33, hvor den 20-årige slår alarm fra ulykkesstedet ved Sydhavnsgade i Aarhus.

Inden den 20-årige sprang i vandet efter den 22-årig, lagde han sin telefon på kajen.

De pårørende er underrettet.

/ritzau/