27-årig kvinde kørte rundt med knivrøver på bagsædet

Skrevet af admin

07/01/2014

Mest læste i dag

En 27-årig kvinde og en 10-årig dreng blev mandag aften udsat for et groft røveri ved Netto på Stationspladsen i Haslev nær Næstved. Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi efterlyser en gerningsmand.

Kvinden og den 10-årige dreng blev – efter at de havde været i Netto for at handle – opsøgt af gerningsmanden omkring klokken 21.35, da de satte sig ind i kvindens bil, en sort Skoda Citigo.

- Gerningsmanden åbnede bilens venstre bagdør og satte sig ind på bagsædet, og mens han truede med en kniv, sagde han, at der var tale om et røveri, og at kvinden skulle køre fra stedet, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Kvinden blev herefter beordret til at køre til Møns Bank i Kongsted, videre til Nordea i Rønnede og senere til Sjællandske Bank i Næstved, hvor hun i alle tre tilfælde blev truet til at hæve kontanter i pengeautomaterne.

Imens blev den 10-årige dreng tilbageholdt i bilen af gerningsmanden.

Efter at have hævet i alt 8000 kroner i kontanter, der alle blev afleveret til gerningsmanden umiddelbart efter hævningerne, bad gerningsmanden om at blive sat af ved Rådmandshaven i Næstved omkring klokken 21.40.

Gerningsmanden beskrives som mand, cirka 30-35 år, 180 centimeter høj, almindelig af bygning og lys i huden. Han var iført sort jakke med hætte, mørke benklæder og mørke sko og havde en sort rygtaske.

Politiet efterlyser vidner, der måtte have oplysninger i sagen, herunder personer der har opholdt sig ved Netto på Stationspladsen i Haslev i tidsrummet fra klokken 21.15 til klokken 21.45, og som kan have set noget.

/ritzau/