37-årig kvinde knivdræbt på bosted i Bagsværd

Skrevet af admin

02/12/2013

Dagens topnyheder

En 37-årig kvindelig ansat på bostedet Ringbo i Bagsværd ved København er mandag morgen blevet dræbt med knivstik.

- Vi får en anmeldelse klokke otte om, at en ansat er blev stukket ned på Ringbo, fortæller vicepolitiinspektør Charlotte Skovby fra Københavns Vestegns Politi til Ritzau.

En halv time senere blev kvinden erklæret død.

Politiet har anholdt en 72-årig beboer fra bostedet, som sigtes for drabet.

- Han har erkendt, at han har dræbt hende, siger Charlotte Skovby.

Den anholdte fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Glostrup klokken 14 mandag eftermiddag.

Center Ringbo er et socialpsykiatrisk center under Københavns Kommune med plads til 135 beboere.

Ringbo var også gerningsstedet i en drabssag tilbage i 2008. Da blev en 57-årig beboer fundet død på sit værelse.

Dengang gik efterforskningen dog helt galt.

I første omgang blev den 57-årige metadonbrugers død nemlig afskrevet som et almindeligt dødsfald, og rengøringspersonalet fik derfor adgang til lejligheden.

Først fire dage senere kom det efter en obduktion frem, at der var tale om et drab, hvor den 57-årige var blevet kværket.

Men på det tidspunkt var alle hans ting fjernet, liget var tørret af og lejligheden gjort ren. Det var derfor småt med brugbare spor, og drabet er aldrig blevet opklaret.

/ritzau/