Bikere demonstrerer: 'Sexoverfald på 17-årig pige er ikke glemt'

Skrevet af Michael Lauritsen

28/08/2013

Dagens topnyheder

Politiet efterforsker intenst, men der er fortsat intet banebrydende nyt i sagen om grov voldtægt af en 17-årig pige i Tusindårsskoven ved Odense fredag den 16. august i forbindelse den årlige MC Festival.

Men i biker-miljøet er hændelsen langt fra glemt. Og står det til motorcykelentusiasterne, vil der være ekstra mange motorcykler i odenseområdet på søndag klokken 14. Folkene bag festivalen har arrangeret en demonstrationskørsel for at understrege intolerance over for det seksuelle overgreb.

Følg Dagens.dk på Facebook - Altid gratis nyheder og information

- Lad os vise offeret og ikke mindst gerningsmændene at de på ingen måde er glemt, skriver foreningen i en pressemeddelelse ifølge Fyens.dk.

Fællesturen er åben for alle og køres i og omkring Odense. Demonstrationen starter fra Exterminators klubhus på Beldringevej 203 i Odense. Der bliver et stop på Flakhaven, hvor der vil blive sagt tak for støtte og deltagelse.

- ALLE opfordres til at støtte dette initiativ, vi må vise, at i MC-miljøet tolereres overgreb ikke. Alle uanset køn, race, religion eller seksuel orientering skal trygt kunne deltage i vores arrangementer, skriver foreningen videre.

LÆS OGSÅ: Fundet bevidstløs: Pige udsat for grov voldtægt til MC Festival

Gerningsmændene bag overgrebet er endnu ikke fundet. Og senest har politiet offentliggjort et detaljeret kort over festivalpladsen i håbet om, at vidner vil melde sig på banen.

Overgrebet fandt sted mellem klokken 22 og 23 i et krat ved en grusvej. 

Den 17-årige pige var frivillig i et madtelt på festivalen. Om aftenen gik hun hen til en toiletvogn, og på vej tilbage angreb to mænd hende bagfra.

LÆS OGSÅ: Grov voldtægt til MC Festival: Ingen har tippet politiet

Hun blev slæbt hen til krattet, hvor den ene holdt hende fast, mens den anden voldtog hende. De proppede et stykke tøj i hendes mund, så hun ikke kunne skrige.

Voldtægten var så voldsom, at pigen besvimede undervejs.

Klokken 23.10 blev hun fundet bevidstløs med bukserne nede i et krat ved en grusvej, der går tværs igennem Tusindårsskoven. Tæt på festivalpladsen og campingområdet.

Kortet, som politiet offentliggjorde, viser blandt andet, hvor den toiletvogn, den 17-årige pige benyttede umiddelbart inden overfaldet, var placeret. Det viser også stedet, hvor selve overgrebet skete, og hvor pigen efterfølgende blev fundet.

SE OGSÅ: Her blev 17-årig pige voldtaget til MC Festival

Pigen har om de to gerningsmænd forklaret, at de ikke var lige høje, og at de begge talte dansk. Den ene havde en hæs stemme, og i hvert fald en af mændene bar formentlig en læderjakke eller en lædervest.

Politiet mener, at flere af festivaldeltagerne kan have ladet vandet i krattet, og nogen kan derfor kan have set noget mistænkeligt.

Et par vidner er afhørt, men politiet mangler fortsat det afgørende spor. Det har desuden sikret sig tekniske beivser, som fortsat mangler at blive analyseret.

Oplysninger i sagen kan gives på telefon 114.

SE KORT OVER TUSINDÅRSSKOVEN HER: