Drabssigtet rocker er fundet død i sin celle i Holbæk

Skrevet af admin

04/06/2016

Mest læste i dag

Et medlem af Bandidos er død i en celle i et arresthus. Han var varetægtsfængslet i sagen om et tredobbelt drab på Frederiksberg i november.

Dødsfaldet er sket i arresthuset i Holbæk. Rockeren blev 24 år, skriver ekstrabladet.dk lørdag.

I Københavns Politi bekræfter vicepolitiinspektør Jens Møller, at den fængslede er fundet død fredag aften.

- Det undersøges af Midt- og Vestsjællands Politi, siger Jens Møller.

Her er man dog meget fåmælt og ønsker ikke at svare på, om der er tale om selvmord.

- Vi har ingen kommentarer, og det er alt, hvad der bliver sagt, siger vagtchef Bent Steen Andersen.

Manden var sigtet for sammen med fem andre at stå bag likvideringen i november af tre unge mænd i en lejlighed på Frederiksberg.

De blev skudt, mens de lå og sov.

Efter lang tids efterforskning mente efterforskerne i Københavns Politi i det sene forår at have tilstrækkeligt med beviser mod seks mænd, og en dommer varetægtsfængslede dem alle 19. april.

Fem af de seks mænd har forbindelse til Bandidos, har politiet tidligere oplyst.

En af dem havde krudtpartikler på sin ene hånd og i ansigtet dagen efter det tredobbelte drab, er det kommet frem.

Både han og to andre havde det motiv til at begå forbrydelserne, vurderede dommeren i forbindelse med varetægtsfængslingen i april.

Desuden indgår blandt andet sms-beskeder i det materiale, som politiet har fremlagt. Indholdet af beskederne er blevet læst op bag lukkede døre.

En statistik fra Kriminalforsorgen viser, at der årligt sker mellem et og otte selvmord årligt bag tremmer.

Til ekstrabladet.dk siger chefen for koncernsikkerhed i Kriminalforsorgen, at det nu skal afklares, hvad der er sket.

- Derudover bliver der taget hånd om personalet i arresten, der også er påvirket af episoden, udtaler Lars Rau Brysting.

/ritzau/