Familiemedlemmer til Kamilla Hantusch mistænkt for selvtægt

Skrevet af admin

12/08/2014

Mest læste i dag

To mænd med forbindelse til den 21-årige Kamilla Hantusch, der blev dræbt i juli, er blevet anholdt af politiet.

De to sigtes for at have opsøgt og truet en 33-årig mand i Padborg, oplyser politiet i en pressemeddelelse tirsdag.

Ifølge Ekstra Bladet tiltvang de to mænd sig adgang til mandens lejlighed, og den ene stak tre-fire gange ud efter ham med en kniv.

Overfaldet og forsøget på den grove vold skete sent mandag aften. Men det påtænkte offer stak af og fik alarmeret politiet.

De to anholdte i sagen er henholdsvis 43 og 23 år. Politiet finder sagen så alvorlig, at de to mænd tirsdag eftermiddag blev fremstillet i grundlovsforhør.

I grundlovsforhøret, der foregik bag lukkede døre ved Retten i Sønderborg, blev de varetægtsfængslet i 14 dage. De nægter sig skyldige i sigtelserne, men kærede ikke afgørelsen til landsretten.

Politiet vil ikke oplyse yderligere om motivet til overfaldet. Men man nævner, at de to har relation til Kamila Hantusch. Ifølge BT skulle det dreje sig om hendes storebror og en fætter.

Hun forsvandt 19. juli i Padborg.

Politiet fik mistanke om, at der kunne være sket en forbrydelse, og en stor eftersøgning blev iværksat.

Med hunde og helikopter blev store områder gennemsøgt, men først 30. juli blev liget af kvinden fundet i Kliplev.

Kvindens tidligere kæreste, en mand på 24 år, blev dagen efter fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet for drabet.

Ifølge Ekstra Bladet er den overfaldne ligesom Kamillas eks-kæreste afghaner, og de skulle være bekendte.

/ritzau/