Landsret stopper Jørn Eges fedtsugninger

Skrevet af admin

15/10/2013

Dagens topnyheder

Sundhedsministeriet vinder en sag mod den skandaleramte plastikkirurg Jørn Ege, der ikke længere må lave fedtsugninger.

Det er dommen i Østre Landsret tirsdag, som går imod byrettens frifindelse af Jørn Ege, der også er kendt i offentligheden som "penislægen".

Landsretten lægger særlig vægt på en erklæring fra Retslægerådet, som er indhentet under ankesagen. Den slår fast, at Jørn Ege i forbin­delse med de omhandlede fedtsugninger har ud­vist "alvorlig og gentagen kriti­sabel faglig virksomhed".

Speciallægen har under sagen gjort gældende, at han ikke har begået lægefaglige fejl, og at to af operati­onerne er udført af en anden læge på hans klinik.

Samtidig mener Jørn Ege, at sagen ikke længere har offent­lig interesse, idet hans klinik er lukket for længe siden, og da han ikke siden har fore­taget såkaldt store fedtsugnin­ger.

I februar 2011 afviste Københavns Byret kravet fra Sundhedsministeriet om, at Jørn Ege skulle have inddraget sin ret til at suge fedt. Ministeriet valgte efterfølgende at anke sagen til landsretten, som nu har truffet en afgørelse.

Det er en række fejlslagne fedtsugninger, som ligger bag ministeriets krav mod Jørn Ege. Syv kvinder føler sig fejlbehandlet af kirurgen.

Efter dommen dengang påpegede Eges advokat, Tage Siboni, at nok var der sket fejl, men at det sker for alle læger.

- Han (Jørn Ege, red.) har foretaget de pågældende fedtsugninger efter alle kunstens regler, og langt de fleste af hans patienter er da også godt tilfredse, sagde Tage Siboni dengang.

Jørn Ege blev blandt andet kendt for at foretage penisforlængelser og brystforstørrelser og omtales ofte som "penislægen".

Han har flere gange stiftet bekendtskab med det danske retsvæsen. I 2009 blev han idømt to års fængsel for økonomisk kriminalitet, og året efter blev han dømt igen.

Denne gang blev Ege dømt for at have bestilt et tyveri af malerier af Cobra-maleren Carl Henning Pedersen til en værdi af 2,1 millioner kroner.

Jørn Ege er desuden kendt for at have opereret tv-personligheden Linse Kessler, der er søster til bokseren Mikkel Kessler og angiveligt indehaver af Nordeuropas største bryster.

/ritzau/