Mand fik forældremyndigheden efter drab på kone - nu er han tiltalt

Skrevet af admin

27/04/2015

Dagens topnyheder

Den mand, der efter drabet på sin hustru er blevet tilkendt forældremyndigheden over parrets børn, er nu blevet tiltalt i en nævningesag.

Den 41-årige tidligere bokser har været centrum for offentlig diskussion også blandt flere politikere.

Det skyldes, at han har fået forældreretten over de to børn. Den frustrerede familie til offeret, Hafida Bourouih, stod i slutningen af marts frem på TV2.

- Vi er i chok over den afgørelse. Hvordan kan man på den måde belønne en morder for at have slået børnenes mor ihjel, spurgte broren.

I et retsmøde sidste sommer erkendte manden, at han havde forvoldt sin hustrus død.

Nu skal et nævningeting ved Retten i Glostrup så afgøre, om han er skyldig i manddrab og fastsætte en straf.

Selv har manden hævdet, at hun først angreb ham med en lille kniv. Derefter slog han hende og kvalte hende til sidst med en ledning.

Under den kommende retssag ønsker anklagemyndigheden også at få manden dømt for usømmelig omgang med lig.

Efter forbrydelsen kørte han i flere timer rundt med liget på Sjælland.

Ved en spejderhytte i Klinteby nær Næstved kastede han liget over et hegn, og han planlagde også at skære liget i flere dele, hævdes det i anklageskriftet.

Midt i august kommer sagen for retten, som også skal afgøre et par andre spørgsmål: For eksempel om han skal frakendes retten til arv, der er afhængig af hustruens død.

/ritzau/