Michael Jacksons læge løsladt efter to år bag tremmer

Skrevet af admin

28/10/2013

Dagens topnyheder

Den afdøde popmusiker Michael Jacksons tidligere læge Conrad Murray er løsladt fra fængslet, efter at han har afsonet to af de fire år, han blev idømt i 2011.

Murray blev dengang dømt for uagtsomt manddrab, efter at han havde givet popikonet den medicin, som han døde af i juni 2009.

Conrad Murray forlod Men's Central Jail i Los Angeles kort efter midnat natten til mandag.

Den 60-årige læge undslap en gruppe Jackson-støtter uden for fængslet.

- Han blev løsladt - sikkert og trygt, siger en talsmand for Los Angeles' politi.

Der er spekuleret i, om Murray, som havde økonomiske problemer allerede før han fik job hos popsangeren, kan tjene penge på at fortælle sin version af historien.

Conrad Murray blev idømt fire års fængsel i november 2011 for at give popikonet stoffet Propofol, der skulle hjælpe Jackson med at sove i en periode, da han forberedte sig til en række koncerter i London.

I et interview i fængslet har Murray tidligere sagt om sine planer efter løsladelsen:

- Jeg vil begynde forfra på mit liv, og - om gud vil - vil jeg vise verden, at trods modgang, og når dårlige ting sker for gode folk, så kan de begynde forfra med succes, sagde han til tv-showet "Today."

Lægen blev løsladt før tid som følge af god opførsel og overbelægning i fængslet.

/ritzau/AFP