Politihunde opsnuser mulige spor i Emilie-sag

Skrevet af Redaktionen

31/08/2016

Mest læste i dag

Midt- og Vestsjællands Politi håber, at en gennemsøgning af en række kolonihaver i Korsør kan give nye spor i sagen om den forsvundne Emilie Meng.

Hunde har gennemgået en del af en haveforening og har markeret flere steder, som politiet nu undersøger nærmere.

- Vi håber at finde et eller andet, vi kan bruge til at komme tættere på at finde hende. Det kan være både det ene eller det andet - bare et eller andet, fortæller Michael Vilster fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Emilie Meng har været savnet siden 10. juli, hvor hun ved firetiden om morgenen blev set ved Korsør Station.

Politiet har tidligere gennemgået haveforeningen. Onsdag har hunde forsøgt at hjælpe politiet med at finde ting, som efterforskningen oprindeligt ikke har fundet.

Hundene er sendt hjem omkring klokken 17, men politiet undersøger fortsat de steder, hvor hundene har markeret.

- Hundene kan lugte sig frem til ting, som potentielt kan være noget. Så undersøger vi nærmere. Det er det, vi er i gang med nu, siger Michael Vilster.

Politiet mangler stadig at gennemgå en større del af haveforeningen. Derfor genoptages arbejdet med hundene torsdag, oplyser Michael Vilster.

Hele området vil være afspærret natten over.

/ritzau/