Ville ikke betale bøfhus-regning: Svensker fakede hjerteanfald

Skrevet af Ronja Ryde

30/05/2014

Dagens topnyheder

En 53-årig svensker bestilte - og spiste -  både mad og alkohol, da han i aftes gik ind på Jensens Bøfhus i Aalborg Centrum for at spise sig mæt.

Men da tjeneren præsenterede ham for regningen for sit madindtag, som lød på 505 kroner, var han pludselig knap så ivrig.

Svenskeren forsvandt ud på toilettet, hvor han lagde sig ned på gulvet og lod som om, han havde fået det dårligt.

LÆS OGSÅ: Kolding: Mand kvalt i bøf på Jensens Bøfhus

Det fortæller vagtchef hos Nordjyllands Politi, Per Vagn Nielsen, til dr.dk.

Ambulancen blev tilkaldt for at afhjælpe den 53-åriges ildebefindende. De undersøgte hans hjerte, men fandt ingen uregelmæssigheder.

I stedet for sygehuset havnede svenskeren derfor i detentionen hos politiet i Aalborg, hvor han fik lov at overnatte. Uden fejl i hjertet, men med en politisag på halsen.

- Vi vil forsøge at få pengene ud af ham, men hvis han er skaldet, så kan vi jo ikke hive hårene af ham, som vagtchefen udtrykker det til dr.dk.