Supermarkeder beretter om kunder med lyst til dyrere varer

Skrevet af admin

25/06/2016

Dagens topnyheder

Hos Lidl og Coop kan man ikke genkende billedet af, at prisen spiller så stor en rolle på det danske marked for discount, at nogle leverandører mener at kunne sælge varer af dårligere kvalitet i Danmark end andre steder.

Hos discountkæden Lidl, som har 10.000 butikker i 29 lande, siger kommunikationschef Rikke Brandes, at discountvarerne på hylderne i Lidls danske butikker ofte er helt de samme i hvert enkelt europæisk land.

- Vi har indkøbere i alle lande, der forhandler med de lokale producenter, og så er det de samme varer og kvalitet, som bliver solgt i alle Lidl-lande. Det krydrer vi så blandt andet med lokale danske varer, siger hun.

Per Østergaard Jacobsen, ekstern lektor ved CBS, er ifølge Politiken stødt på leverandører, der kan afsætte produkter i Danmark, som er af for dårlig kvalitet til andre landes forbrugere.

Han understreger, at der ikke findes et studie eller en rapport, der viser tendensen. Men han hører det fra virksomhederne i forbindelse med forskningsprojekter.

I de danske Lidl-butikker er der en tendens til, at forbrugerne i stigende grad går efter at putte de lidt dyrere varianter i indkøbskurven.

- Vores kunder efterspørger rigtig meget både danske og økologiske varer, som jo typisk er dyrere end gængse varer.

- For eksempel inden for frugt og grønt tilbyder vi den danske sæsonvare, så hurtigt vi kan. Den sælger mindst lige så godt som den billigere udenlandske variant, siger Rikke Brandes.

Hos Coop oplever man i butikkerne, at danske forbrugere har en stigende bevidsthed om kvalitet - også når det gælder indkøb i Coops discountkæde Fakta.

- Det er også derfor hele vores strategi "Sammen om bedre mad" går ud på at levere bedre kvalitet i enhver forstand. Vi arbejder efter at få ikke billigere, men bedre varer, siger informationsdirektør Jens Juul Nielsen.

Også Per Østergaard Jacobsen siger, at en voksende gruppe i befolkningen er blevet mere bevidste om, hvilke fødevarer de køber. Men samtidig er der altså en gruppe, der er ligeglade med kvalitet og kun tænker pris.

- Men det er ikke til at sige, hvilken gruppe, der bliver den største. Vi er i et slags krydsfelt, som er i bevægelse, uddyber han over for Ritzau.

/ritzau/