Forfatter og Nobelprismodtager Doris Lessing er død

Skrevet af admin

17/11/2013

Mest læste i dag

Den britiske forfatter og modtager af Nobelprisen i litteratur Doris Lessing er død, bekræfter hendes familie.

Hun blev 94 år gammel.

Doris Lessing, som er født i Iran og opvokset i Zimbabwe, forfattede flere end 50 romaner.

Hun modtog Nobelprisen i litteratur i 2007, da hun var 88 år gammel.

Hun havde en stor international skare af læsere, og hendes forfatterskab breder sig over alt fra romaner med politisk indhold over feminisme til science fiction.

Doris Lessing debuterede med romanen Græsset synger (The Grass Is Singing) i 1950.

Det var bogen Den Gyldne Bog, der gjorde hende kendt og etablerede hende som feministisk ikon i 1962.

Hun afviste imidlertid selv det stempel med henvisning til, at hendes forfatterskab ikke var direkte politisk.

Doris Lessing har beskrevet sin opvækst på en farm i Det sydlige Rhodesia, nu Zimbabwe, hvor hendes britiske forældre flyttede til i 1927 som "en helvedes ensom opvækst".

Hun kunne næsten ikke vente med at komme væk, og i 1939 giftede hun sig med Frank Wisdom. De fik to børn, inden de blev skilt i 1943.

Herefter giftede hun sig med en tysk politisk aktivist Gottfried Lessing, som hun blev skilt fra i 1949 og flyttede så til Storbritannien.

/ritzau/