11 grunde til at stå på hovedet hver dag

Skrevet af Kristine Bugbee

03/05/2016

Mest læste i dag

Man behøver ikke at være en yoga-gudinde for at vende rundt på sit legeme og stå på hovedet. Alle kan gøre det, og ifølge flere sundhedssider er det ganske gavnligt for krop og psyke at fjerne presset fra fødderne jævnligt.

Her er alle fordelene ved at stå på hovedet

1. Naturligt ansigtsløft
Når du vender op og ned på din krop, vender du samtidig om på den vej, tyngdekraften trækker i dig. Når din hovedbund vender mod jorden, bliver huden i ansigtet trukket den modsatte vej af, hvad den er vant til, blodet løber ned i hovedet, og du får frisk ilt og flere næringsstoffer til ansigtet - og dermed mere glød i kinderne.

2. Gør dig mindre stresset
Det er angiveligt ekstremt godt mod angst, stress og uro i kroppen at vende rundt på legemet en gang om dagen. Stillingen giver dig en kort pause fra hverdagens jag og får dig til at fokusere på det indre frem for det ydre, mens du trækker vejret langsomt og dybt. Samtidig bliver dine binyrer, hvor stresshormonerne bliver skabt, renset ud i denne stilling, så de efterfølgende fungerer bedre.

3. Du bliver mere fokuseret
Når dit hoved peger mod gulvet, løber der ekstra blod til din hjerne. Dette hjælper dig mentalt, så du efterfølgende føler dig mere fokuseret. Din hjerne forbliver skarp og klar, og frygt og bekymringer bliver reduceret.

4. Styrker dine øjne
Når der løber ekstra blod og dermed ilt til hjernen, når du står på hovedet, får dine øjne samtidig også mere at arbejde med. Stillingen kan bidrage til at forebygge og reducere øjenproblemer.

5. Du får stærke arme og skuldre
Når du står på hovedet, bruger du dine arm- og rygmuskler til at holde balancen og bære kroppen. Stillingen giver dig med tiden ekstra styrke i overkroppen, hvilket især er godt for folk, som er vant til at sidde foran en computer dagen lang.

6. Din fordøjelse bliver bedre
Når tyngdekraften trækker modsat i dine indre organer, hjælper du dine tarme og din fordøjelse. Luft, som er fanget derinde, kan komme fri (ja, du kommer måske til at prutte lidt, men det er kun godt). Husk den dybe vejrtrækning, mens du står på hovedet. 

7. Væk med væske i ben og fødder
Det er helt almindeligt hos mange, at der ophober sig væske i fødder, ankler og ben. Det kommer som regel af, at man tilbringer meget tid på at stå og gå. Væsken kan 'løbe ud', når du vender rundt på tyngekraften og lader benene dingle i luften.

8. Du får pænere hår
Når blodomløbet bliver øget i hjernen, giver det samtidig næring og ekstra ilt til hårsækkene. Nogen påstår ligefrem, at det forebygger grå stænk og giver tykkere hår.

9. Stimulerer dine lymfer
Dit lymfesystem bliver renset ud, når du står på hovedet. Det betyder, at kroppen får lettere ved at komme af med ophobede giftstoffer fra blodet, som lymferne har til opgave at rense ud i. Det skaber velvære i kroppen.

10. Sex bliver bedre
Når frisk blod bruser rundt i kroppen, påvirker det vores kirtler positivt. Hvis du gør det til en vane at stå på hovedet påvirker det også kønshormonerne, der hovedsagelig produceres i kønskirtlerne, og lysten til sex bliver angiveligt øget. 

11. Du bliver mere glad
Når kroppen bliver renset for affaldsstoffer, har vi mere positive tanker. At stå på hovedet kan derfor mindske depression og give et smil på læben.

Inspiration: Doyouyoga.com og Mindbodygreen.com

Følg Dagens Sundhed for flere lignende artikler: