14 år for ligløst-drab på Færøerne

Liget er aldrig blevet fundet, men nu er en mand blevet dømt for drab.

Torsdag formiddag idømte Retten på Færøerne kroaten Milan Kolovrat 14 års fængsel for drabet på Dánjal Petur Hansen, der også kaldes Pidda. Det skriver portal.fo.

Pidda er ikke set i live siden 5. november 2011. Her blev han set uden for sit hjem i bygden Rúnavik, men siden har han været sporløst forsvundet.

Det er blandt andet tekniske beviser, som har ført til domfældelse af Milan Kolovrat. Politiet har i Piddas soveværelse fundet et stykke af en stegepande med blodspor fra Pidda.

Hos Milan Kolovrat har politiet fundet selve panden, og på den har man fundet biologiske spor, som ifølge en dna-analyse med stor sandsynlighed stammer fra Pidda.

Ud over at der ikke er fundet noget lig i sagen, så er sagen speciel. Det er nemlig uhyre sjældent, at der sker drab på Færøerne.

Sidst, der faldt dom i en drabssag fra de nordatlantiske øer, var tilbage i 1980'erne, og drabet på Pidda har spredt frygt i det ellers trygge øsamfund.

Viceefterforskningsleder Hildur Henze har tidligere fortalt, at hun i sine 20 år hos det færøske politi ikke mindes en sag som denne.

- Det er meget opsigtvækkende på Færøerne og fylder i bevidstheden hos færingerne. Det påvirker lokalbefolkningen meget - netop fordi det sker på Færøerne. Det utænkelige er sket, siger hun.

Ud over fængselsdommen skal Milan Kolovrat udvises med indrejseforbud for bestandigt. Han overvejer nu, om han vil anke dommen.

Dánjal Petur Hansen blev 42 år gammel.

/ritzau/

 

Dagens Gossip