38-årig gidseltager fængslet

En 38-årig mand er torsdag varetægtsfængslet i fire uger ved Retten i Aarhus for frihedsberøvelse og trusler om vold mod offentlig ansat, oplyser Østjyllands Politi.

Østjyllands Politi blev tilkaldt onsdag før middag til bostedet "De Grønne Tilbud", hvor den 38-årige psykisk syge mand holdt en kvindelig ansat på bostedet fanget.

Den 38-årige mand var beboer, og han brugte en kniv til at holde kvinden tilbage, oplyser politiet.

Politiet sendte straks flere patruljer til stedet og fik hurtigt omringet huset. Det lykkedes politiet at komme i dialog med manden, så de kort efter kunne skride til anholdelse.

Den kvindelige medarbejder kom ikke fysisk til skade ved episoden og har det efter omstændighederne godt.

Den 38-årige har ikke kæret varetægtsfængslingen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip