Ældre dame dræbt af lastbil

En ældre kvinde er blevet dræbt i en trafikulykke tirsdag formiddag i København.

Ulykken er sket lidt før klokken 10.30 på Lyngbyvej ved Hans Knudsens Plads.

Kvinden blev ramt af en lastvogn, da hun krydsede gaden i fodgængerfeltet.

De foreløbige undersøgelser tyder på, at chaufføren i lastvognen kørte frem for grønt lys ved påkørslen. Han lagde slet ikke mærke til fodgængeren.

Formentlig havde kvinden grønt lys, da hun gik ud i fodgængerfeltet, men sandsynligvis skiftede det til rødt, inden hun nåede frem.

Københavns Politi understreger dog, at der er tale om foreløbige vurderinger. Flere vidner skal afhøres om forløbet.

Betjente er tirsdag først på eftermiddagen fortsat i færd med at underrette pårørende og oplyser derfor ikke umiddelbart kvindens alder.

/ritzau/

Dagens Gossip