Aftale skal beskytte dansk SU

En af de sidste knaster i forhandlingerne om en ny SU-reform har været spørgsmålet om en EU-dom, som åbner for at flere borgere fra andre EU-lande kan få dansk SU, mens de studerer i Danmark.

Men ifølge Lars Løkke Rasmussen (V) og Kristian Thulesen Dahl (DF) er regeringen og de borgerlige partier nu blevet enige om en formulering, som skal sikre, at Danmark ikke kommer til at betale uforholdsmæssigt meget SU til andre EU-landes borgere.

- Det har taget noget tid, og der har været nogle armlægninger undervejs, men det er lykkedes os at komme i hus med en meget tilfredsstillende tekst.

- Den siger, at hvis det her med at udenlandske studerende kommer til Danmark og får dansk SU får et omfang, der er voksende, så skal man også på europæisk plan tage hånd om det, siger Kristian Thulesen Dahl.

EU-dommen vil give andre landes EU-borgere adgang til dansk SU, hvis de tager arbejde i 10-12 timer om ugen, mens de studerer i Danmark.

Regeringen venter, at dommen vil koste Danmark 200 millioner, mens især Dansk Folkeparti forventer, at beløbet snarere bliver 500 millioner, fordi et stigende antal EU-borgere vil se en fordel i at få dansk SU.

De borgerlige har derfor forlangt løfter om, at regeringen vil kæmpe for beskytte det danske SU-system, og det har man fået, siger Lars Løkke Rasmussen.

- Indtil for ganske nylig har hele Danmark haft den opfattelse, at SU var noget vi gav til danske studerende, og det har EU-Domstolen så ændret praksis på, så man som udenlandsk studerende kan få SU, hvis bare man har et minimum af studiejob.

- Det er selvfølgelig uholdbart, og der har vi den praktiske tilgang til det europæiske samarbejde, at det netop handler om, at arbejdstager skal kunne flytte sig, varer skal kunne flytte sig, og tjenester skal kunne flytte sig.

- Men vi skal selvfølgelig kunne bevare vores velfærdssamfund. Derfor har vi været fuldstændig enige om, at der er vi nødt til at kæmpe lidt tilbage, siger Lars Løkke Rasmussen.

Han siger, at der skal holdes nøje øje med, at regningen for EU-borgerne ikke bliver større. Sker det, så skal der kigges på SU-systemet:

- Vi har aftalt med regeringen, at hvis der er noget, vi har lyst til at gøre for at værne SU-systemet, som ikke lige flugter med EU-retten, så skal vi selvfølgelig aktivt arbejde fort at påvirke EU's retslige ramme.

- Hvis så ikke vi kan komme videre af det spor, så kan vi i aller, aller sidste ende være nødt til at lave helt om på det danske SU-system. Men det er altså at tage mange sorger på forskud, siger Lars Løkke Rasmussen.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV