Akutjob går ikke til dagpenge-truede

De første akutjob er i mange tilfælde ikke gået til de langtidsledige, som stillingerne var tiltænkt.

Det viser en rundringning, som Morgenavisen Jyllands-Posten har foretaget til private og offentlige virksomheder, der var blandt de første til at slå akutjob op.

I alt 100 stillinger er blevet undersøgt, og af dem er 41 blevet besat af såkaldt udfaldstruede, som ellers stod til at miste deres dagpenge efter nytår.

Da statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) lancerede akutjobpakken, lød det ellers, at de 12.500 forventede akutjob var "målrettet de mennesker, der er i fare for at have opbrugt deres dagpenge 1. januar".

Finansminister Bjarne Corydon (S) sagde samme dag, at "vi reserverer" jobmulighederne til danskere, som risikerer at falde ud af systemet.

Netop Finansministeriet har indtil nu besat 15 akutjob, og af dem er otte gået til udfaldstruede.

I Region Midtjylland viser en lignende opgørelse, at blot 2 af 75 akutjob er gået til en langtidsledig.

- Det bekræfter, at problemet ikke bliver løst med akutjobordningen, siger Enhedslistens gruppeformand, Per Clausen.

Socialdemokraternes ordfører, Pernille Rosenkrantz-Theil, peger på, at der er allerede er opslået et større antal akutjob, "end selv de mest pessimistiske mørkemænd lagde op til".

- Jeg synes, at det er en positiv hitrate, at 40 procent af 100 stillinger er gået til langtidsledige. Det lader til, at de steder, man kridter skoene, bliver der opslået et væsentligt større volumen af akutjob, end der er lagt op til i aftalen, siger S-ordføreren.

Ifølge tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen risikerer 36.000 danskere at ryge ud af dagpengesystemet i første halvår af 2013, hvis de ikke får et job inden.

/ritzau/

 

Dagens Gossip