Amerikanere: Hold os ude af Syriens krig

Amerikanerne er ikke interesseret i at se USA's soldater blive indblandet i konflikten i Syrien, viser en ny meningsmåling.

Selv hvis det bliver bekræftet, at styret i Syrien har brugt kemiske våben mod civile, bør USA undlade at sætte sit militær ind, siger et flertal i målingen.

Kun ni procent mener, at præsident Barack Obama bør forsøge at sætte en stopper for de over to års blodsudgydelser i Syrien gennem en intervention, mens næsten 60 procent mener, at USA skal holde sig væk.

Viser det sig, at præsident Assads styrker har anvendt kemiske våben i forsøget på at slå oprøret ned, vil 25 procent af amerikanerne bakke op om en intervention, mens 46 procent vil være imod.

Dermed er opbakningen til amerikansk indblanding faldet i forhold til den forrige måling, da godt 30 procent støttede en indgriben, hvis Syrien anvendte kemiske våben, mens knap 42 procent var afvisende.

Flere kommentatorer og amerikanske politikere, især republikaneren John McCain, mener, at Obama er for tøvende med hensyn til at beslutte sig for at gribe ind i Syrien.

Men adskillige amerikanere er tilfredse med, at Obama går forsigtigt til værks.

- USA er i for høj grad blevet verdens politimand, og vi er blevet involveret i for mange steder, som burde være FN's domæne, ikke vores, siger Charles Kohls, en pensioneret militærmand, som er blandt deltagerne i den nyeste meningsmåling.

Barack Obama drøftede lørdag konflikten i Syrien med sine sikkerhedsrådgivere.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip