Andy Murray lammetæver Gilles Simon

Den britiske tennisstjerne Andy Murray udspillede 14.-seedede Gilles Simon på vej til kvartfinalerne ved Australian Open.

Murray vandt suverænt med 6-3, 6-1 og 6-3 på bare halvanden time.

Den tredjeseedede brite lagde et godt tryk på sin franske modstander, der blev presset til masser af uprovokerede fejl.

Samtidig diskede Murray op med hele 12 serve-esser, og så var der ikke så meget at stille op for Gilles Simon.

Andy Murray, der sidste år vandt karrierens første grand slam-turnering ved US Open, står i kvartfinalen over for endnu en franskmand, når han møder Jeremy Chardy, der overraskende slog italienske Andreas Seppi i fire sæt.

Tidligere på mandagen vandt Jo-Wilfried Tsonga den rent franske duel mod Richard Gasquet 6-4, 3-6, 6-3 og 6-2. Tsonga står i kvartfinalen over for den andenseedede schweizer Roger Federer eller Milos Raonic fra Canada.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV