To anholdt for knivdrab i Høje Taastrup

Politiet har anholdt to mænd i forbindelse med drabet på en 19-årig mand. Han mistede livet lørdag aften efter et større slagsmål på Høje Taastrup Station.

Ifølge Københavns Vestegns Politi drejer det sig om to yngre mænd, som vil blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Glostrup i løbet af søndagen.

Under slagsmålet, som fandt sted omkring klokken 20 lørdag aften, blev der brugt kniv, og den 19-årige mand, som kommer fra Høje Taastrup, blev stukket ned.

Da politiet nåede frem til stationen efter at have modtaget en anmeldelse af slagsmålet, fandt man den 19-årige død.

Ved slagsmålet blev også en 16-årig dreng fra Hedehusene ramt af flere knivstik. Han blev indlagt på Rigshospitalet til behandling, men er ifølge politiet blevet udskrevet igen.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV