To anholdt for overfald mod gravid i Valby

Svensk politi har lørdag morgen anholdt to mænd, som angiveligt er identiske med to af de fire mistænkte i sagen om overfaldet på en gravid kvinde i Valby den 23. januar.

Det bekræfter Københavns Politi over for ekstrabladet.dk.

Det var vagterne på hovedbanegården i Malmø, der klokken 6.10 pågreb to af de mistænkte, som vagterne genkendte fra politiets efterlysningsfotos, skriver ekstrabladet.dk.

Politiet i Malmø har overvågningsbilleder fra Malmø Centralstation, hvor de to mistænkte i nat stjal tasker fra passagerer.

- Vi har fået fotos fra politiet i Malmø af de to anholdte. Dem skal vi nu sammenligne med billederne af gerningsmændene, så vi kan fastslå, om det er dem.

- Hvis det er tilfældet vil vi bede om en fængslingskendelse på dem i dommervagten, så vi kan få dem udleveret fra Malmø, siger John Dyrberg til eb.dk.

Overfaldet mod kvinden skete den 23. januar på Kærskiftevej i Valby. Røverne både slog og sparkede kvinden for at få fat i hendes taske, som indeholdt et stor kontantbeløb.

Uagtet at kvinden var gravid, sparkede røverne hende i maven flere gange, og hun blev efterfølgende indlagt på hospitalet.

Politiet mener, at op mod fire mænd er fulgt efter kvinden gennem Valby fra en bank på Valby Langgade, hvor hun hævede penge.

Kvinden rejste med bus og tog fra banken mod sit hjem og røverne har formentlig fulgt efter hende hele vejen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV