Bech: Vi har manglet en type som Mos

OB's debutant Mustafa "Mos" Abdellaoue fik en temmelig stilfærdig første optræden i den stribede dragt, da fynboerne søndag aften tabte 1-2 i Brøndby.

Alligevel er OB-træner Troels Bech ganske overbevist om, at lejesvenden fra FC København bliver en succes i denne sæson. Hans evne til at løbe bag om forsvaret er nemlig noget, OB har hårdt brug for.

- Det er sådan en dybdeløber, vi har manglet på vores hold, siger Troels Bech.

Mens OB's tre øvrige offensive kort - Morten Skoubo, Rasmus Falk og Emil Larsen - stod markant i billedet søndag aften, var det ikke meget, de tilrejsende OB-fans lagde mærke til Abdellaoue.

Nordmanden lurede på chancerne, men bolden fandt sjældent vej til ham. Kun en enkelt gang lynede han, men hans mål blev annulleret for en snæver offside.

- Han var flittig og bevægelig. Han skal ikke måles på, hvor mange gange han modtager bolden og spiller den videre, men på hvor mange chancer han kommer til.

- Når han på et tidspunkt scorer for os, bliver det sikkert efter en præstation som den mod Brøndby, siger Troels Bech.

Mustafa "Mos" Abdellaoue spillede inden skiftet til OB 14 kampe for FC København, hvor han blev noteret for fire mål.

/ritzau/

Dagens Gossip