Bornholmersagen: Forældrepar skal bag tremmer

En adoptivfar og en mor fra Pedersker på Bornholm blev fredag idømt henholdsvis 10 og otte års fængsel for at have begået grove sexovergreb på kvindens to døtre, mens de var små.

Dermed har Østre Landsret stadfæstet den straf, som parret fik i juli sidste år i byretten.

To husvenner, der er fundet skyldige i at have medvirket til nogle af overgrebene på den ene pige, fik i landsretten deres straffe sat ned og gjort betinget.

De 10 års fængsel til adoptivfaren bringer sagen op blandt de alvorligste sager om overgreb på børn herhjemme.

Sagen fra Pedersker tegner et billede af en familie med en grænseoverskridende adfærd.

Pigernes mor, der er 41 år, og hendes nye mand på 58 år blev dømt for at have misbrugt døtrene i en årrække, fra de var i seks-otte års alderen. Overgrebene, herunder samleje, stod på en til to gange om ugen.

Moren havde ikke blot set på og tilladt faren at forgribe sig på pigerne, men tog også selv del i de seksuelle aktiviteter.

Misbruget af børnene var så omfattende, at pigernes normer og adfærdsmønstre blev nedbrudt. De blev holdt isolerede fra hinanden, og den ene blev også isoleret fra omverdenen, så hun reelt holdt op med at gå i skole.

De to husvenner, der er 63 og 45 år, er blevet dømt for at have deltaget i enkelte af overgrebene sammen med forældrene.

De fik i byretten henholdsvis seks og ni måneders fængsel. Landsretten nedsatte imidlertid deres straf til henholdsvis tre og fire måneders fængsel, som ydermere blev gjort betinget.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV