Brøndby er på vej med løsning i feriepengesag

En løsning kan være på vej i sagen om fodboldklubben Brøndbys manglende udbetaling af feriepenge til spillerne.

Brøndby meddeler tirsdag i en fondsbørsmeddelelse, at klubben og Spillerforeningen mandag indledte forhandlinger.

- Under henvisning til kendelse af 11. september 2012 er der i går indledt forhandlinger mellem Brøndbyernes IF Fodbold A/S og Spillerforeningen vedrørende den samlede feriepengesag, skriver Brøndby i meddelelsen.

- Parterne er således i dialog med henblik på at finde en samlet løsning.

Senest tirsdag skal Brøndby have betalt cirka fire millioner kroner, som klubben skylder de tidligere Brøndby-spillere Peter Madsen, Thomas Rasmussen og Martin Ericsson.

Derudover har en lang række andre spillere, både nuværende og tidligere, krav på feriepenge og pension.

I alt menes Brøndby at skylde cirka 25 millioner kroner væk på den konto.

Fodboldens Voldgiftsret afgjorde for to uger siden, at spillerne havde ret til feriepenge og pension, hvilket de ikke havde fået i henhold til deres kontrakter.

 

Dagens Gossip