Brude shopper løs trods finanskrise

Slør og diadem skal der til, når brylluppet skal fejres.

Selvom der er finanskrise, er der travlhed i brudekjoleforretningerne . Så travlt, at de på bryllupsportalen bryllupsklar.dk anbefaler, at man booker tid til en kjoleprøvning seks måneder inden, at brylluppet skal stå.

En af de forretninger, der mærker travlheden er Lilly Brudekjoler med hovedsæde i Vejle, hvor salget går strygende trods krise, fortæller administrerende direktør Anne Kathrine Rantzau.

- Hos Lilly går det rigtig godt. Vores priser har altid ligget på et rigtig fornuftigt niveau, og vi oplever jo så netop, at det er det, at de brude,der skal giftes år og de tidligere år i finanskrisen har efterspurgt, siger hun til Nyhedsbureauet Newspaq.

Hun bakkes op af Mette Riis, der er indehaver af kjolebutikken Casa Lezara. Følelserne trumfer ofte pengepungen, fortæller hun.

- Salget går rigtig godt. Det vi oplever er, at når de finder en kjole, som føles rigtig, så finder de også pengene. Det er et følelsesbaseret køb, og så sparer de i stedet på maden eller blomsterne eller noget andet.

Finanskrisen får da heller ikke brudene til at spare penge på tilbehør til kjolen.

- Slør synes vi, at der bliver solgt rigtig mange af , og så er de meget kvalitetsbevidste omkring brudeskoene . De gider ikke de helt billige sko, de køber altså de ordentlige gode lædersko og gerne en sko, som kan bruges igen bagefter, fortæller Mette Riis.

Færre par har valgt at svinge forbi rådhuset eller kirken under krisen. Ifølge tal fra Danmarks Statistik blev 26.620 par gift sidste år, mens det i 2007 drejede sig om 37.001 par.

 

Dagens Gossip